Hjælpemenu

Hovedmenu

Om, at regeringen har godkendt parfumestoffer og hårfarvningsmidler uden først at få Europaudvalgets kommentarer

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 5057

Til familie- og forbrugerministeren (17/8 04) af:

Keld Albrechtsen

(EL):

»Mener ministeren, at forbrugernes tarv er tilstrækkeligt varetaget i den aktuelle sag om godkendelse af parfumestoffer og hårfarvningsmidler, når Folketingets Europaudvalg ikke får lejlighed til at kommentere regeringens godkendelse, og når hverken forbrugerorganisationerne eller Astma- og Allergiforbundet er blevet hørt før afgørelsen?«

Begrundelse

Europaudvalget har den 16. august 2004 kl. 16.16 fået oversendt en komitésag om godkendelse og midlertidig godkendelse af henholdsvis to parfumestoffer og 30 hårfarvningsmidler, hvor den skriftlige afstemning i komiteen foregår samme dag! (Forslag til Kommissionens direktiver om tilpasning til den tekniske udvikling af bilag III til Rådets direktiv 76/768 EØF om indbyrdes tilnærmelse til medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (31. og 32. tilpasning)). Det medfølgende grundnotat er yderst beskedent med hensyn til oplysninger om de pågældende stoffer, og det fremgår, at der ikke har været tid til høring. Spørgeren finder fremgangsmåden udemokratisk.

Svar (26/8 04)

Familie- og forbrugerministeren

(Henriette Kjær):

Da reguleringen af kosmetiske stoffer hører under miljøministerens ressort, har jeg forelagt spørgsmålet for miljøministeren, der har oplyst følgende:

»Jeg er fuldstændig enig i, at fristen i den pågældende komitésag er særdeles kort, og at det kan forekomme meget vanskeligt med en så kort frist at vurdere Kommissionens forslag. Jeg finder det også beklageligt, at der ikke har været tid til at gennemføre den høring, som er normal procedure i komitésager. Jeg har til gengæld forstået, at forslag fremsendt af Kommissionen med så kort frist kun forekommer i særligt hastende sager.

Miljøstyrelsen har oplyst, at Danmark i Den Stående Komité for Kosmetiske Produkter til stadighed arbejder for, at forslagene til tilpasning af direktivet fremsendes til medlemslandene i så god tid, at der er mulighed for at følge den normale procedure for behandlingen af disse forslag. Danske repræsentanter i komiteen har ved flere lejligheder i forbindelse med arbejdet gjort EU-Kommissionen opmærksom på, at det fra dansk side er et klart krav, at forslagene generelt fremsendes i god tid inden afstemningen.

Miljøstyrelsen har endvidere oplyst, at der for så vidt angår både parfumestofferne og hårfarvningsmidlerne er tale om en fortsættelse af allerede eksisterende regulering, som Danmark tidligere har støttet. Man har endvidere lagt vægt på, at den midlertidige tilladelse for 60 hårfarvestoffer har til formål at sikre grundlaget for en videnskabelig revurdering af hårfarvernes sikkerhed. Der er nu fastsat grundlæggende krav til denne risikovurdering, og virksomhederne er blevet anmodet om at indsende de nødvendige oplysninger senest i juli 2005. Efter forslaget skal den midlertidige tilladelse forlænges indtil 31. december 2005 med henblik på at muliggøre gennemførelsen af en risikovurdering på baggrund af de oplysninger, der skal indsendes senest i juli 2005.

Det er i overensstemmelse med »Strategi og handlingsplan for kosmetiske produkter«, som Miljøministeriet offentliggjorde i slutningen af 2003. Hvor det fremgår, at den videnskabelige revurdering af hårfarverne er et skridt på vejen til indførelsen af en liste over godkendte hårfarver (positivliste). Indførelsen af en positivliste vil være en mærkbar forbedring af reglerne for hårfarver, og dette har gennem flere år været et klart krav fra dansk side.«

Jeg henholder mig til miljøministerens svar.