Hjælpemenu

Hovedmenu

Om mulighederne for en delvis liberalisering af spillemarkedet, der kan sikre et provenu til staten og midler til almennyttige formål, hvis Tipstjenesten mister sit monopol

Besvaret § 20-spørgsmål

Til skatteministeren (9/8 04) af:

Margrethe Vestager

(RV):

»Kan ministeren oplyse, om han på baggrund af risikoen for, at EF-Domstolen inden for få år afgør, at Tipstjenestens monopol på spil i Danmark er i strid med EU-retten, finder det formålstjenligt at få en uafhængig belysning af, hvilke muligheder der foreligger for en delvis liberalisering af spillemarkedet i Danmark, der kan sikre både et provenu til staten og midler til almennyttige formål?«

Begrundelse

Meget peger på, at den danske spillelovgiving er i strid med EU-retten, og at en EU-dom vil sætte en stopper for Tipstjenestens monopol på spil inden for kort tid, jf. blandt andet Kommissionens åbningsskrivelse af 30. marts 2004 til den danske regering. Hertil kommer, at Tipstjenestens monopol længe har været under pres på grund af de muligheder for spil over nettet, som den teknologiske udvikling har givet. Derfor er der et udtalt behov for at få klarlagt, hvilke handlemuligheder Folketinget har, hvis spillemonopolet viser sig umuligt at opretholde. Derfor er det også bekymrende, at regeringens strategi hidtil har været forbudstiltag, der næppe på sigt vil kunne bremse de udenlandske bookmakeres omsætning i Danmark, og afvisning af behovet for en analyse, der i god tid kan anvise alternative veje til at sikre indtægter til de frivillige foreninger. Hvis Tipstjenestens monopol brydes, uden at der foreligger et gennemtænkt alternativ, vil store dele af omsætningen på spil flytte til udlandet. Dermed er eksistensgrundlaget for de danske foreninger truet.

Svar (18/8 04)

Skatteministeren

(Kristian Jensen):

I overensstemmelse med min forgængers tidligere svar på et tilsvarende spørgsmål finder jeg ikke, at der umiddelbart er nogen retslig anledning til at iværksætte en undersøgelse af en sådan karakter.

På nuværende tidspunkt er der ikke noget, som tyder på, at den danske stat står overfor at tabe retssager ved EF-domstolen med den konsekvens, at der må foretages grundlæggende ændringer i lovgivningen.

Jeg kan dog forsikre om, at der kontinuerligt gøres overvejelser i ministeriet om konsekvenserne af eventuelle domme.