Hjælpemenu

Hovedmenu

Om prisstigninger hos SAS vil medføre nedsættelse af statsafgiften på indenrigsruterne

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 4869

Til skatteministeren (3/8 04) af:

Ole Stavad

(S):

»Hvilke overvejelser har regeringen gjort sig for at imødegå de prisstigninger, som SAS har bebudet i forhold til indenrigsflytrafikken, for de områder af landet, som er mest afhængige heraf, gennem en målrettet nedsættelse af statsafgiften?«

Begrundelse

SAS har bebudet nye prisstigninger, som kan ramme de dele af landet hårdt, som er mest afhængige af en effektiv flytrafik til en pris, der kan betales. Det gælder i særlig grad Nordjylland, hvor togtrafikken for mange ikke er et reelt alternativ. Især det ret store antal pendlere, som dagligt eller flere gange ugentligt benytter flyruten mellem Aalborg og København, er uden reelle alternativer. På den baggrund er der behov for, at regeringen sammen med lokale kræfter overvejer alle muligheder for at sikre forbrugerne og virksomhederne flytrafik til konkurrencedygtige priser, der kan betales.

Svar (11/8 04)

Skatteministeren

(Kristian Jensen):

Hvis der med spørgsmålet sigtes til en ensidig lempelse af afgift af visse flyrejser – populært kaldet passagerafgiften – på indenrigsflyvning, må jeg, som det måske også er spørgeren bekendt, afvise det på baggrund af EU’s konkurrenceregler.

I december 1996 indledte EU-Kommissionen således ved en åbningsskrivelse en traktatkrænkelsessag mod Danmark, netop som følge af en ensidige afgiftspålæggelse af udenlandske flyrejser. Fra 1. september 1991 til 1. januar 1998 omfattede passagerafgiften således udelukkende udenrigsflyvninger.

I 1997 fremlagde den daværende regering derfor forslag om at udvide passagerafgiften til også at omfatte indenrigspassagerer – og benyttede endvidere lejligheden til også at give afgiften et ekstra nøk opad – fra 65 kr. til 75 kr.

En lempelse af passagerafgiften skal derfor være en generel nedsættelse af passagerafgiften – for både udenrigs- og indenrigsflyrejser.

Regeringen har valgt med Forårspakken at prioritere lettelse af skatten på arbejde, og finder derfor ikke, at der på nuværende tidspunkt kan blive tale om at lempe passagerafgiften, som årligt indbringer staten ca. ½ mia. kr.