Om at anvende 10 procent af landbrugsstøtten til at udbrede naturplaner på bedriftsniveau.
Spm. nr. S 4780
Til fødevareministeren (19/7 04) af:
(SF):»Vil ministeren redegøre for, hvorfor bare 10 pct. af landbrugsstøtten ikke kan anvendes til bl.a. at udbrede naturplaner på bedriftsniveau som foreslået af Danmarks Naturfredningsforening?«
Svar (29/7 04)
Fødevareministeren
(Mariann Fischer Boel):Danmarks Naturfredningsforenings forslag om midler til bl.a. at udbrede naturplaner på bedriftsniveau er baseret på anvendelsen af artikel 69 i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte mv.
Under det åbne samråd den 14. juli 2004 i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om artikel 69 redegjorde jeg for regeringens politik vedrørende gennemførelsen af reformen af den fælles landbrugspolitik, herunder begrundelserne for regeringens beslutning om ikke på det foreliggende grundlag at gøre brug af artikel 69.
Som svar på spørgsmålet kan jeg derfor henvise til min besvarelse af spørgsmål om artikel 69 på samrådet den 14. juli 2004 og mine talepunkter hertil, som er fremsendt til udvalget den 15. juli 2004.
Jeg kan supplerende oplyse, at jeg – som tilkendegivet i det åbne samråd – har skrevet til Kommissionen med opfordring til at overveje og fremsætte forslag om mere fleksible vilkår for anvendelsen af artikel 69, jf. besvarelsen af spørgsmål S 4782.