Hjælpemenu

Hovedmenu

Om implementering af EU-love i lovgivningen

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 4624

Til justitsministeren (2/7 04) af:

Uno Larsson

(DF):

»Vil ministeren oplyse, hvor mange EU-love der gennem de sidste tre år er blevet implementeret i dansk lovgivning?«

Svar (11/8 04)

Justitsministeren

(Lene Espersen):

Justitsministeriet er ikke bekendt med statistikker over, hvor mange direktiver der er gennemført i dansk ret i den pågældende periode.

Ifølge Europa-Kommissionens hjemmeside udløb fristen for gennemførelse i national ret for 121 direktiver i 2003, mens gennemførelsesfristen udløber i 2004 for 115 direktiver. Hjemmesiden indeholder ikke tilsvarende informationer for år 2002. De nævnte tal for 2003 og 2004 kan formentlig bruges som grundlag for et skøn over, hvor mange direktiver der ca. er blevet gennemført i den omhandlede periode.

En søgning i Retsinformations »regelbase« viser, at der i perioden fra januar 2002 til i dag i alt er udstedt 349 love og bekendtgørelser samt én anordning, som indeholder noter med henvisning til direktiver. Noterne angiver, at loven eller bekendtgørelsen gennemfører et eller flere direktiver eller dele af et direktiv, og antallet af love, bekendtgørelser og anordninger, som indeholder sådanne noter, svarer derfor (sandsynligvis) ikke til antallet af direktiver, som er gennemført i dansk ret i den pågældende periode. Det bemærkes endvidere, at visse direktiver kan implementeres ved udstedelse af cirkulærer.