Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Europa-Kommissionens forslag om merværdiafgift på ydelser i postsektoren.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 4300

Til skatteministeren (9/6 04) af:

Søren Søndergaard

(EL):

»Vil ministeren redegøre for regeringens politik med hensyn til Kommissionens forslag om merværdiafgift på ydelser præsteret i postsektoren, KOM (2003) 234, navnlig med henblik på konsekvenserne for forbrugerne og ikke-momspligtige organisationer og virksomheder?«

Svar (22/6 04)

Skatteministeren

(Svend Erik Hovmand):

Kommissionen har fremsat det omhandlede forslag, som blandt andet lægger op til en ophævelse af den gældende momsfritagelse for det offentlige postvæsens ydelser i lyset af, at postydelser i stigende grad udbydes i konkurrence. Desuden lægges op til, at medlemslandene på visse postydelser kan indføre nedsat moms. Som jeg omtalte i mit svar på spørgsmål nr. S 2837 skrider forhandlingerne om Kommissionens forslag kun meget langsomt fremad.

Der er ikke i dag et fuldt liberaliseret postmarked, men en liberalisering er under vejs. Udgangspunktet er, at den såkaldte eneretsgrænse for breve reduceres fra 100 gram til 50 gram senest i 2006 (i Danmarks sker det allerede i 2005), og at der i 2009 eventuelt sker en fuldstændig liberalisering af postsektoren i EU-landene, om end der endnu ikke er truffet beslutning EU om sidstnævnte.

Jeg kan oplyse, at ØKOFIN-rådet endnu ikke har drøftet forslaget, som i givet fald vil skulle vedtages med enstemmighed i Rådet. Forslaget har alene været indledningsvis drøftet i rådets arbejdsgruppe, hvor vi fra dansk side specielt har udtalt sig imod forslaget mulighed for anvendelse af nedsat moms. Desuden har vi anført, at en løsning, hvor momspligten indtræder i takt med liberaliseringen af markedet, eventuelt kan overvejes. Jeg forventer, at regeringen kort efter sommerferien fastlægger sin endelige holdning til forslaget – uanset om der kommer skred i forhandlingerne eller ej.

I svaret på S 2837, hvortil jeg henviser, anførte jeg blandt andet, at konsekvenserne af en eventuel momspligt for postydelserne for forbrugere og virksomheder uden fradragsret for købsmoms, ikke kan beskrives entydig.