Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Europa-Kommissionens muligheder for at agere, hvis et nyt medlemsland overtræder Københavnskriterierne.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 4136

Til udenrigsministeren (1/6 04) af:

Eva Kjer Hansen

(V):

»Vil udenrigsministeren redegøre for, hvilke muligheder Kommissionen har for at agere, hvis et af de nye EU-medlemslande overtræder de såkaldte Københavnskriterier om respekt for og beskyttelse af mindretal, for eksempel i forhold til sprogrettigheder for de russiske mindretal i Estland og Letland eller diskrimination af romaer?«

Svar (14/6 04)

Udenrigsministeren

(Per Stig Møller):

Københavnskriterierne angår de betingelser, som et land skal opfylde for at blive fuldgyldigt medlem af EU. Efter optagelsen af de 10 nye medlemsstater i EU er Københavnskriterierne derfor ikke længere relevante for disse.

I tilknytning til det stillede spørgsmål kan det oplyses, at TEU artikel 7 indeholder udførlige bestemmelser om, hvorledes der kan ageres over for en medlemsstat i tilfælde af overtrædelse af TEU artikel 6, som fastslår, at Unionen bygger på og respekterer princippet om respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.