Hjælpemenu

Hovedmenu

Om, at miljøministeren ikke har deltaget i møder om en ny kemikalielovgivning i EU.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 4027

Til statsministeren (25/5 04) af:

Jørn Jespersen

(SF):

»Kan statsministeren bekræfte og i givet fald begrunde, at den danske miljøminister ikke har deltaget i møder, hvor Konkurrenceevnerådet har behandlet forslaget om en ny kemikalielovgivning (REACH), efter at Konkurrenceevnerådet overtog sagsområdet fra miljø- ministrene?«

Begrundelse

Spørgeren er af den principielle opfattelse, at REACH burde varetages i miljøministrenes regi, hvor sagsområdet har ligget siden de nordiske lande sammen med bl.a. Holland og Østrig pressede på for en revision af EU's forældede kemikalielovgivning.

Svar (3/6 04)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Det kan bekræftes, at miljøministeren ikke hidtil har deltaget i forhandlingerne i Konkurrenceevnerådet.

I Danmark forberedes sager vedrørende kemikaliespørgsmål i EU af miljøministeren, som er ressortminister. Kemikaliepakken drøftes i specialudvalget vedrørende miljø. I den rådsarbejdsgruppe, som forbereder sagen i Bruxelles, repræsenteres Danmark af miljøattacheen. Når kemikaliepakken er blevet behandlet i Rådet (konkurrenceevne), har Danmark været repræsenteret af økonomi- og erhvervsministeren med bistand fra Miljøministeriet.

Som tidligere fremhævet er den danske forhandlingslinie den samme uanset hvilken rådsformation, der behandler et givent forslag.