Om Danmarks bidrag til EU's vanddirektørmøde i november 2003 om vandrammedirektivet.
Spm. nr. S 3999
Til miljøministeren (21/5 04) af:
(RV):»Vil ministeren redegøre for Danmarks bidrag til EU's vanddirektørmøde i november 2003 samt det forventede bidrag til vanddirektørmødet den 22.-23. juni 2004?«
Begrundelse
Da EU's vandrammedirektiv blev vedtaget, var der fortsat en lang række uafklarede spørgsmål af fortrinsvis teknisk karakter. Medlemslandene besluttede derfor at etablere et samarbejde mellem højtstående embedsmænd (vanddirektører), som har til opgave at koordinere gennemførelsen af direktivet. Formålet med samarbejdet er bl.a. at sikre en fælles forståelse af de krav, som direktivet stiller. Vanddirektørernes beslutninger kan få stor betydning for gennemførelsen af vandrammedirektivet i Danmark, og det er derfor relevant at få kendskab til, hvilken rolle Danmark spiller i denne sammenhæng.
Svar (4/6 04)
Miljøministeren
(Hans Christian Schmidt):Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende:
»I EU er der etableret et uformelt samarbejde i form af en vanddirektørkreds (vanddirektørerne fra EU-lande, EU-ansøgerlande og EFTA-lande), der mødes halvårligt og drøfter emner i relation til vandområdet generelt. I vanddirektørkredsen har der blandt andet været forelagt en række uformelle vejledninger som hjælp til implementeringen af dele af vandrammedirektivet.
I forbindelse med vanddirektørmødet i november 2003 opfordrede den danske vanddirektør vanddirektørkredsen til at påbegynde en drøftelse af vandrammedirektivets definition af miljømål i lyset af, at basisanalysen, der skal gennemføres i løbet af 2004, skal indeholde en foreløbig vurdering af risikoen for, at vandområderne ikke kan opfylde miljømålene i 2015, som er den tidsramme direktivet fastsætter.
Vanddirektørkredsen anerkendte vigtigheden af en strategisk drøftelse af emnet og inviterede Kommissionen til at udarbejde et diskussionspapir til forberedelse af en drøftelse på mødet i Dublin i juni 2004. Kommissionen var i forvejen blevet inviteret til at udarbejde et papir om principper for ovennævnte risikovurdering.
Da risikovurderingen skal ske i indeværende år, mens en endelig fastsættelse af miljømålene først skal ske senere, prioriterede Kommissionen først at udarbejde papiret om risikovurdering. En mindre gruppe lande, herunder Danmark, deltog i arbejdet. I papiret, som vil blive drøftet på mødet i Dublin, erkendes det, at der endnu ikke er fuld klarhed om forståelsen af miljømålene. Det understreges, og de foreslåede principper tager hensyn til, at risikovurderingerne må foretages på baggrund af »foreløbige miljømål«.
Med papiret om risikovurdering er der sket en afklaring af spørgsmålet om håndteringen af miljømålene i relation til basisanalysen. Implementeringen af vandrammedirektivet er imidlertid en løbende proces, og der er fortsat behov for en drøftelse og afklaring af direktivets definition af miljømål, hvilket Danmark understregede i forbindelse med udarbejdelsen af papiret om risikovurdering. Kommissionen er enig heri, men da den ligesom medlemslandene har måttet prioritere rækkefølgen, hvori opgaverne løses, har den endnu ikke kunnet nå at udarbejde papiret herom.
En endelig dagsorden for mødet i Dublin foreligger endnu ikke, men bl.a. følgende emner vil blive drøftet:
- Status for implementering af vandrammedirektivet, herunder risikovurdering og interkalibrering
- Erfaringer fra »Pilot River Basin«-projekterne
- Integrationsaspekter – Vandrammedirektiv og landbruget
- Forberedelse af arbejdsprogram 2005/06 – første diskussion
- Holdninger til det foreslåede datterdirektiv om grundvand
- Udvikling af en EU-strategi for marine områder
- Eventuelt
Miljøstyrelsen deltager i drøftelserne på mødet i Dublin og har som nævnt bidraget til baggrundsmaterialet.«