Hjælpemenu

Hovedmenu

Om mere fleksibel implementering i andre EU-lande af CO2-kvote-direktivet.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 3661

Til økonomi- og erhvervsministeren (4/5 04) af:

Aase D. Madsen

(DF):

»Vil ministeren oplyse, om der er taget højde for en mere fleksibel implementering i andre EU-lande af CO2-kvotedirektivet, og hvordan vil ministeren, hvis dette bliver tilfældet, imødegå en eventuel konkurrenceforringelse for danske virksomheder i den danske lovgivning om CO2-kvoter?«

Begrundelse

I andre lande overvejes en langt mere fleksibel implementering af CO2-kvotedirektivet end i Danmark. Således overvejer man i Holland at tage hensyn til den fremtidige produktionsudvidelse ved kvotetildelingen og at tage hensyn til tidligere indsats for energibesparelser i energitunge virksomheder. I England er der overvejelser om at gå under 20 MW-grænsen for, hvilke virksomheder der kan få CO2-kvoter, samt at give den enkelte virksomhed valgfrihed mellem kvoter og ingen afgifter eller afgifter og ingen kvoter.

Svar (13/5 04)

Økonomi- og erhvervsministeren

(Bendt Bendtsen):

Den kvotetildeling, som er indeholdt i det fremlagte lovforslag og i den til EU fremsendte allokeringsplan, repræsenterer en afbalanceret hensyntagen til virksomheder og miljø.

Der er i dag indsendt 11 allokeringsplaner til EU. Europa-Kommissionen har ikke færdigbehandlet de indkomne allokeringsplaner.

Jeg vil naturligvis følge udviklingen nøje, blandt andet for at sikre, at der ikke sker konkurrenceforvridninger til ulempe for danske virksomheder. Miljøministeriet har igangsat et projekt, hvor de vigtigste allokeringsplaner sammenlignes, og rapporten herfra vil blive fremsendt til Folketinget, når den foreligger. Vi ved dog allerede nu, at flere EU-lande fortolker Kvotedirektivets definition af omfattede virksomheder indsnævrende i forhold til Europa-Kommissionen. Det indebærer, at de undlader at inddrage en række virksomheder under kvotedirektivet, som i Danmark vil være omfattet, jf. oplysningerne herom i bemærkningerne til lovforslaget. Jeg har sammen med miljøministeren sendt et brev til Margot Walström, kommissær for miljøområdet, hvori vi anmoder Kommissionen om at sikre en ensartet gennemførelse af kvotedirektivet.

Herudover er det dog ikke mit indtryk, at Danmark i sin implementering af CO2-kvotedirektivet, herunder specielt med hensyn til kvotetildelingen, adskiller sig væsentligt fra andre EU-lande.