Om jobsøgende EU-borgere kan optages på en dansk uddannelsesinstitution.
Spm. nr. S 3644
Til undervisningsministeren (4/5 04) af:
(S):»Såfremt en jobsøgende EU-borger fra et af de nye EU-medlemslande tilmelder sig en dansk uddannelsesinstitution, skal den pågældende så afvises?«
Begrundelse
Jobsøgende EU-borgere omfattet af den nationale foranstaltning pr. 1. maj 2004 kan søge job i Danmark, såfremt de er tilmeldt AF og i øvrigt forsørger sig selv. Det er ikke klart for spørgeren, hvilke regler der gælder for de enkelte uddannelsesinstitutioner, såfremt en sådan borger søger optagelse på en dansk uddannelsesinstitution.
Svar (13/5 04)
Undervisningsministeren
(Ulla Tørnæs):Idet jeg lægger til grund, at spørgsmålet drejer sig om, hvorvidt personer fra en af de nye EU-medlemsstater er udelukket fra at søge optagelse på uddannelser i Danmark, fordi de tillige søger arbejde her i landet, kan jeg oplyse, at der ikke inden for mit ansvarsområde findes centralt fastsatte regler om, at uddannelsesinstitutioner skal afvise ansøgere fra optagelse som følge af, at de pågældende er arbejdssøgende.
De pågældende uddannelsesinstitutioner skal anvende samme regler som ved vurderingen af ansøgninger om optagelse af EU-borgere fra de »gamle« EU-medlemsstater og herunder være opmærksom på EU-rettens almindelige forbud mod nationalitetsdiskrimination.