Hjælpemenu

Hovedmenu

Om tinglysningskontorers og statsamters kendskab til, at nordiske statsborgere ikke skal have opholdstilladelse

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2668

Til justitsministeren (9/3 04) af:

Line Barfod

(EL):

»Vil ministeren kommentere artiklen »kom igen, når du har lært at snakke dansk« på s. 2 i Politiken den 6. marts 2004 om en norsk kvinde, der blev afkrævet opholdstilladelse for at slå sig ned i Danmark, herunder hvilke initiativer ministeren vil tage for at sikre, at ansatte på tinglysningskontorer og i statsamter er bekendt med de nordiske regler om, at man frit kan slå sig ned i et af de nordiske lande, samt hvilke fordele der skulle være forbundet med at have EU/EØS opholdstilladelse fremfor at have ret til at bo i Danmark uden opholdstilladelse som nordisk statsborger?«

Begrundelse

Det fremgår af artiklen, at en norsk kvinde blev afkrævet opholdstilladelse for at kunne købe et hus i Danmark og ikke på noget tidspunkt hverken fra dommerkontoret eller statsamtet fik oplyst, at hun som nordisk statsborger har ret til at bo i Danmark uden opholdstilladelse, men tværtimod blev afkrævet garanti på 100.000 kr. og diverse dokumenter for at få en EU/EØS opholdstilladelse. Spørgeren lægger stor vægt på det grænseløse Norden, som de nordiske politikere har arbejdet hårdt for igennem mange år, og som ministerens partifælle Poul Schlüter p.t. er ambassadør for. Men det er afgørende for, at borgerne kan få deres ret, at myndighederne kender rettighederne. Derfor håber spørgeren, at ministeren straks vil tage initiativ til at sikre, at kendskabet til de nordiske regler bliver udbredt til alle landets tinglysningskontorer og statsamter. Desuden fremgår det af artiklen, at kontorchefen fra statsamtet undskylder den fejlagtige behandling med, at man nogen gange får bedre rettigheder med en EU/EØS opholdstilladelse end som nordisk statsborger, der ikke behøver opholdstilladelse. Spørgeren vil gerne høre, hvad det er for bedre rettigheder.

Svar (12/3 04)

Justitsministeren

(Lene Espersen):

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen anmodet Domstolsstyrelsen og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration om en udtalelse.

Når udtalelserne foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.