Om udvidelse af FN's internationale erstatnings- og ansvarsordning for olieforureningsskader.
Spm. nr. S 2490
Til økonomi- og erhvervsministeren (26/2 04) af:
(DF):»Kan ministeren oplyse, hvad status er for den udvidelse af den internationale erstatnings- og ansvarsordning for olieforureningsskader, som ministeren i spørgsmål nr. S 929 fra folketingssamlingen 2002-03 stillede i udsigt ville blive vedtaget i FN's internationale søfartsorganisation i maj 2003?«
Begrundelse
I ministerens svar på spørgsmål nr. S 929 fra folketingssamlingen 2002-03 stillede ministeren i udsigt, at Danmark sammen med en række lande arbejdede aktivt for, at den gældende internationale erstatnings- og ansvarsordning i forhold til olieforureningsskader blev suppleret med en ny fond, der skulle sikre, at der var penge nok til de helt store oliekatastrofer.
Det fremgik af ministerens besvarelse, at denne forventede, at denne konvention ville blive vedtaget af IMO i maj 2003. Ministeren bedes oplyse, hvorvidt konventionen er blevet vedtaget, og hvilken betydning denne vedtagelse eventuelt måtte have i relation til den beløbsstørrelse, som kan udbetales efter en olieforureningskatastrofe.
Svar (9/3 04)
Økonomi- og erhvervsministeren
(Bendt Bendtsen):Protokollen om den supplerende internationale fond for olieskadeerstatning blev vedtaget af IMO den 16. maj 2003. Med den nye fond forbedres muligheden for at få erstatning for forureningsskader forårsaget af tankskibe, der transporterer tung forurenende olie. Den supplerende oliefond medfører, at der for et enkelt uheld kan dækkes skader for i alt 750 mio. SDR, svarende til ca. 6,65 mia. kr.
Den 8. oktober 2003 fremsatte regeringen i Folketinget et lovforslag, der gjorde det muligt for Danmark at tiltræde protokollen. Forslaget blev enstemmigt vedtaget den 4. december 2003.
Den 24. februar 2004 tiltrådte Danmark protokollen, som det første land i verden.
Protokollen træder i kraft 3 måneder fra den dag, hvor 8 stater med en samlet olieimport på mindst 450 millioner tons årligt har tiltrådt protokollen. Japan, som er en stor olieimportør, har allerede udtrykt interesse for at tiltræde den nye fond i løbet af kort tid.
Det forventes, at protokollen vil træde i kraft i løbet af året, da EU landene er blevet enige om at tiltræde protokollen inden for en rimelig frist og om muligt inden den 30. juni 2004. Danmark er således også det første EU-land, der opfylder EU's målsætning om hurtigst muligt at tiltræde protokollen.