Om EU's statsstøtteregler tillader, at Frankrig støtter udenlandske virksomheders etablering i Frankrig
Spm. nr. S 2292
Til økonomi- og erhvervsministeren (19/2 04) af:
(KD):»Er det i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler, at Frankrig angiveligt giver 2.000-8.000 euro pr. ansat til virksomheder, der etablerer sig i Frankrig samt hjælp til finansiering, køb af bygninger og skattelempelser i en årrække, og i benægtende fald hvad vil ministeren gøre ved det?«
Begrundelse
Spørgsmålet er en opfølgning på spørgsmål nr. S 2002, hvor ministeren ikke svarer på, om de franske statsstøtteregler på 2.000-8.000 euro pr. ansat til virksomheder, der etablerer sig i Frankrig samt hjælp til finansiering, køb af bygninger og skattelempelser i en årrække, er i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler.
Spørgeren finder det under al kritik, hvis ulovlige franske statsstøtteregler fører til, at danske virksomheder flytter til Frankrig, og at Danmark på den baggrund mister arbejdspladser. Spørgsmål nr. S 2002 var stillet på baggrund af en artikel i Jyllands-Posten den 1. februar 2004.
Svar (5/3 04)
Økonomi- og erhvervsministeren
(Bendt Bendtsen):Udgangspunktet i EF-Traktaten er, at al statsstøtte, der falder ind under EU’s statsstøtteregler, skal anmeldes til Kommissionen før den iværksættes. Kommissionen har dermed enekompetence til vurdere, hvorvidt en sådan støtte er forenelig med statsstøttereglerne eller ej. De danske myndigheder har altså ikke formel kompetence til at vurdere, hvorvidt den franske ordning er i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler. Hvis den danske stat eller andre mener, at ordningen potentielt er i strid med EU’s statsstøtteregler, skal der indgives en formel klage til Kommissionen.
Der findes en række undtagelser til pligten til forudgående anmeldelse. Disse undtagelser omfatter bl.a. såkaldt »de minimis« støtte. Ifølge Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte, kan et medlemsland give en virksomhed op til 100.000 € i støtte over en treårig periode.
De minimis reglen bygger på en forudsætning om, at støttebeløb under en vis størrelse ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og/eller ikke fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene og derfor ikke falder ind under EF-traktatens artikel 87. Fransk støtte, der opfylder kravene i de minimis forordningen, falder således udenfor EU’s statsstøtteregler og skal ikke godkendes af Kommissionen. På baggrund af det foreliggende finder jeg ikke tilstrækkeligt grundlag til at rejse sagen overfor Kommissionen.