Om det irske formandskabs oplæg til de videre forhandlinger om en EU-traktat.
Spm. nr. S 2278
Til udenrigsministeren (19/2 04) af:
(RV):»Vil udenrigsministeren oplyse, på hvilket grundlag de foreløbige sonderinger fra det irske formandskab foregår, da der i Bruxelles bliver nævnt 3 oplæg til de videre forhandlinger, et før Napolioplæg, et efter Napolioplæg og et Bruxellesoplæg, og er det muligt at specificere de tre forskellige oplæg?«
Begrundelse
For at holde diskussionen om den kommende ændring af traktaten gående er det afgørende hele tiden at vide, på hvilket grundlag diskussionen skal foregå.
Svar (2/3 04)
Udenrigsministeren
(Per Stig Møller):»Forud for det såkaldte konklavemøde mellem EU's udenrigsministre i Napoli i slutningen af november 2003 fremlagde det italienske formandskab en kompromispakke (dok. CIG 52/03). Efter konklavemødet og umiddelbart inden topmødet i december fremlagde det italienske formandskab en revideret udgave af denne kompromispakke (dok. CIG 60/03).
Det tredje dokument, som der muligvis henvises til, er tillægskonklusionerne om regeringskonferencen fra Det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 12.-13. december 2003, hvori det hedder at Det Europæiske Råd har anmodet det irske formandskab om at foretage en vurdering af mulighederne for fremskridt på grundlag af konsultationer og aflægge rapport til det Europæiske Råd i marts 2004.«