Om, hvordan tidligere irakisk hærchef trods Schengensamarbejdet uden videre kunne flygte til Sverige
Spm. nr. S 2101
Til justitsministeren (9/2 04) af:
(DF):»Kan ministeren forklare, hvordan det, trods Schengensamarbejdet med bl.a. Sverige, har kunnet ske, at den tidligere irakiske hærchef Nizar-al-Khazraji kunne sidde i Sverige og følge med i myndighedernes forvirring i Danmark, efter at han forlod sit ubevogtede hjem i Ringsted, og vil ministeren oplyse, hvilke initiativer de danske myndigheder tog for at underrette vore nabolandes politi efter hans forsvinden?«
Begrundelse
Som bekendt blev en række forhold kritiseret, da den tidligere irakiske hærchefs forsvinden blev behandlet i Folketingets retsudvalg. Statsadvokatens naive anmodning om »surrogatfængsling« med ganske lemfældig bevogtning og myndighedernes langsommelighed med at reagere på hans forsvinden var blot to af kritikpunkterne. Nu er det kommet frem, at hærchefen efter sin undvigelse fra Danmark opholdt sig hos en ven i Stockholm, hvorfra han dels fulgte med i de danske myndigheders søgen efter ham, dels arbejdede på at finde et land i Mellemøsten, der ville tage imod ham. Efter nogen tid rejste han uantastet videre fra Sverige til Syrien. De danske myndigheder bliver med disse oplysninger endnu engang gjort grundigt til grin, og man kan undre sig over, hvorfor Schengen-samarbejdets grænsekontrol slet ikke virker i et tilfælde som dette. Der bedes om, at ministeren forklarer, hvordan det passerede har været muligt og i den forbindelse forklarer, hvordan Schengen-samarbejdet fungerer i et konkret tilfælde som dette.
Svar (17/2 04)
Justitsministeren
(Lene Espersen):Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Rigspolitichefen om en udtalelse.
Når denne udtalelse foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.