Hjælpemenu

Hovedmenu

Om reglerne for tilstedeværelse af nødvendigt personale på langtursbusser

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1810

Til justitsministeren (26/1 04) af:

Claus Larsen-Jensen

(S):

»Vil ministeren skærpe reglerne, således at det nødvendige personale på langtursbusser skal være til stede fra rejsens start som forudsætning for at kunne igangsætte rejsen?«

Begrundelse

Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 1806.

Svar (13/2 04)

Justitsministeren

(Henriette Kjær, fg.):

Justitsministeriet kan oplyse, at Rådet i en forordning ((EØF) 3820/85) har fastsat regler om køre- og hviletid. Denne forordning finder umiddelbar anvendelse i alle medlemsstater, heriblandt Danmark.

Køre- og hviletidsforordningen indeholder bl.a. regler om flermandsbetjening. Det fremgår heraf, at reglerne om flermandsbetjening adskiller sig fra reglerne om énmandsbetjening på visse punkter. Der stilles således lavere krav til minimumslængden af den daglige hviletid ved flermandsbetjening end ved énmandsbetjening, ligesom den påkrævede hviletid ved flermandsbetjening skal afholdes inden for 30 timer, mens hviletiden ved énmandsbetjening skal være afholdt inden for 24 timer.

Forordningens regler om flermandsbetjening tillader ikke, at tilstedeværelsen af to (eller flere) førere kan undlades på dele af turen. Der er således allerede i dag krav om, at der skal være mindst to førere til stede i bussen, når reglerne om flermandsbetjening finder anvendelse.

Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at der for tiden er forhandlinger om et forslag til en ny køre- og hviletidsforordning. For så vidt angår reglerne om flermandsbetjening har Kommissionen foreslået, at reglerne herom smidiggøres, således at tilstedeværelsen af én eller flere førere er valgfri den første time, men obligatorisk resten af perioden.

Der bør efter Justitsministeriets opfattelse af kontrolmæssige hensyn altid være to førere på et køretøj, hvor reglerne om flermandsbetjening anvendes. Det vil dog kunne accepteres, at der indbygges en fleksibilitet i reglerne, således at der – som foreslået af Kommissionen – tillades énmandsbetjening i begrænset omfang, såfremt dette er muligt under behørig hensyntagen til både færdselssikkerheden og håndhævelsen.

Justitsministeriet kan endelig oplyse, at køre- og hviletidsforordningen ikke regulerer spørgsmålet om tilstedeværelsen af andet personale i turistbusser, som f.eks. personale, der skal servicere passagerne undervejs. Busloven, der hører under Trafikministeriets ressort, indeholder heller ikke sådanne regler.