Hjælpemenu

Hovedmenu

Om kontrol af, at vandrende arbejdstagere fra de nye EU-lande har kunnet forsørge deres familie i hjemlandet.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1243

Til beskæftigelsesministeren (10/12 03) af:

Bent Bøgsted

(DF):

»Vil ministeren redegøre for, hvorledes det kontrolleres, og hvem der skal foretage kontrollen af, at vandrende arbejdstagere fra de nye medlemslande har været i stand til at forsørge medbragte familiemedlemmer i hjemlandet?«

Begrundelse

Af aftalen mellem aftalepartierne om adgang til det danske arbejdsmarked efter udvidelsen pr. 1. maj 2004 fremgår det, at »forudsætningerne for at kunne medtage familiemedlemmer til Danmark er, at den vandrende arbejdstager har en passende bolig, at det er dokumenteret, at de har forsørget familiemedlemmerne i hjemlandet og i Danmark er i stand til at forsørge familien«.

Spørgeren er af den opfattelse, at det kan være vanskeligt at foretage en sådan kontrol, og vil derfor gerne have ministerens vurdering af, hvordan man påtænker at kontrollere dette, samt hvem der skal påtage sig denne kontrol.

Svar (19/12 03)

Beskæftigelsesministeren

(Claus Hjort Frederiksen):

Jeg har forelagt spørgsmålet for integrationsministeren. Integrationsministeren har oplyst, at behandlingen af sager vedrørende meddelelse af familiesammenføring til en herværende arbejdstager, som er statsborger i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn, efter den 1. maj 2004 vil skulle følge samme retningslinjer som behandlingen af sager vedrørende meddelelse af familiesammenføring til en herværende arbejdstager, som er statsborger i et af de øvrige EU-lande.

I de sager, hvor der stilles et bagudrettet forsørgelseskrav som betingelse for meddelelse af familiesammenføring til en herværende arbejdstager, som er statsborger i et EU-land, jf. artikel 10 i Rådets forordning af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (1612/68), vil udlændingemyndighederne enten forlange en attest fra hjemlandet eller det senere opholdsland, hvoraf det fremgår, at det pågældende familiemedlem forsørges af EF/EØS-statsborgeren, jf. artikel 4, stk. 3, litra e, i Rådets direktiv af 15. oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Fællesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer (68/360), eller på anden måde kræve dokumentation for, at der i en længere årrække er blevet sendt penge til ansøgeren fra EF/EØS-statsborgeren, og at det overførte beløb har været tilstrækkeligt til at forsørge ansøgeren.

Det påhviler således ansøgeren over for udlændingemyndighederne at fremlægge dokumentation for, at forsørgelseskravet er opfyldt.