Om overgangsordninger i Tyskland og Østrig for de ny EU-landes arbejdsstyrkers fri bevægelighed

Spm. nr. S 1089

Til beskæftigelsesministeren (4/12 03) af:

Bent Bøgsted (DF):

»Hvorfor har regeringen ikke i dens vurdering af antallet af vandrende arbejdstagere fra de nye medlemslande taget højde for, at andre lande indfører sikkerhedsmekanismer og overgangsordninger i forbindelse med udvidelsen, er regeringen af den opfattelse, at det faktum, at Tyskland og Østrig vil indføre de strengest mulige overgangsordninger i en syvårig periode, ikke får nogen betydning for antallet af vandrende arbejdstagere fra de nye EU-lande, der kan forventes at påtage sig arbejde i Danmark, og hvis det modsatte er tilfældet, vil ministeren da oplyse, hvor mange ekstra arbejdstagere der kan forventes som følge af Tyskland og Østrigs overgangsordninger?«

I bilag 1 til aftale mellem Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om adgangen til det danske arbejdsmarked efter udvidelsen af EU pr. 1. maj 2004 henvises der til en række prognoser for den forventede indvandring til de nuværende EU-lande fra de lande, der optages den 1. maj 2004. Der henvises til syv forskellige undersøgelser. Nogle af undersøgelserne bygger på kvalitative metoder, andre på kvantitative. Undersøgelserne har to fællestræk. Det første er, at ingen af undersøgelserne forventer en større indvandring fra de nye medlemslande til de nuværende. Det andet er, at undersøgelserne ikke tager højde for, at hovedparten af de nuværende EU-lande indfører en eller anden form for sikkerhedsmekanisme for at beskytte deres arbejdsmarked, sociale ydelser, velfærdsstat osv. I en af analyserne, som benytter den kvalitative metode, oplyses det, at »emigrationsplanerne hos befolkningen i Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn fra 1997 viser således, at næsten 2/3 af de adspurgte med migrationsplaner ville vælge Tyskland eller Østrig som destinationslande, mens ganske få nævner de skandinaviske lande.« Ugebrevet A4 bragte den 9. september 2002 en Gallupundersøgelse, som viste, hvor mange polakker og estere der ønsker at arbejde i Danmark. Undersøgelsen viste, at op mod 150.000 polakker og 70.000 estere overvejer at rejse til Danmark for at arbejde. Denne undersøgelse er, så vidt det vides, den første, der tager højde for de tyske og østrigske overgangsordninger. Spørgeren finder det foruroligende, at regeringen ikke har taget højde for de forbehold, de andre lande har mod at åbne deres arbejdsmarkeder for arbejdstagere fra de nye medlemslande. Det er bemærkelsesværdigt, at beskæftigelsesministeren og andre repræsentanter fra regeringen har støttet sig så stærkt til disse analyser. Især, når disse analyser alle når frem til, at de fleste »vandrende« arbejdstagere påtænker at påtage sig arbejde i de lande, der indfører de strengeste overgangsordninger. Spørgeren ønsker derfor en vurdering af antallet af »vandrende« arbejdstagere, der tager hensyn til Tyskland og Østrigs overgangsordninger.

Svar (12/12 03)

Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen):

Regeringens vurderinger af fremtidige arbejdskraftvandringer fra de nye EU-lande bygger bl.a. på The Impact of Eastern Enlargement on Employment and Labour Markets in the EU Member States, som er udarbejdet af T. Boeri & H. Brücker (2000). Analysen er sammen med andre analyser sammenfattet i EU-Kommissionens meddelelse fra marts 2001.(»The Free Movement of Workers in the context of enlargement«, Marts 2001).

Analysen påregner årlig indvandringer til de nuværende EU-lande på godt 300.000 personer i årene umiddelbart efter udvidelsen. Nettoindvandringen forventes relativt hurtigt at flade ud og allerede i år 2015 at være reduceret til ca. 100.000 personer om året. Antallet af indbyggere fra de nye EU-lande i de nuværende EU-lande forventes i 2030 at udgøre knapt 4 mio. mennesker.

Udtrykt i procent vil andelen af borgere fra de nye EU-lande i de nuværende EU-lande stige fra 0,2% til 1,1% af befolkningen i løbet af de næste tre årtier. Tyskland og Østrig forventes at ville modtage henholdsvis 65% og 12% af indvandrerne fra de nye EU-lande.

Ovenstående analyse beskriver en situation, hvor der ikke opstilles begrænsninger for arbejdskraftens frie bevægelighed. Analysen ser på udviklingen i bestanden af indvandrere fra CEEC10-landene (de central- og østeuropæiske nye EU-lande plus Bulgarien og Rumænien).

I oktober 2003 har Boeri og Brücker opdateret deres studie. (Boeri, T. og H. Brücker (2003): »Potential Migration from Central and Eastern Europe, an update«, http://europa.eu.int/comm/employment_social/employment_analysis/report/bruecker_final_report_221003_en.pdf.). Opdateringen har givet anledning til en svag nedjustering af skønnet vedr. den samlede indvandring fra CEEC10-landene. Årsagerne til nedjusteringen skal findes i, at gabet i købekraftskorrigeret BNP pr. indbygger mellem de nye og gamle EU-lande er indsnævret. Endvidere er bestanden af indvandrere fra CEEC10 i EU15 (de nuværende EU-lande) i de senere år vokset langsommere end ventet i det første studie. Endelig spiller det også ind, at de økonomiske betingelser i det største modtagerland, Tyskland, er forværret betydeligt i forhold til vurderingen i første studie.

For Tysklands vedkommende er der foretaget skøn på ændringen i antallet af indvandrere både fra CEEC10-landene og CEEC8-landene (de central- og østeuropæiske nye EU-lande). Anvendes samme metode mekanisk på danske forhold fremkommer en stigning i antallet af indvandrere fra CEEC8-landene fra 2003 til 2030 på omtrent 39.000 personer, svarende til en befolkningsforøgelse på ca. 0,6 pct. Det må forventes, at tilvæksten vil være relativt størst de første år efter udvidelsen. Fra 2030 vurderer Boeri og Brücker, at udvandringen vil overstige indvandringen og dermed at bestanden vil falde.

Mens ovenstående analyser ikke berører situationer med begrænsninger i den fri bevægelighed for arbejdskraft, har Boeri og Brücker i deres seneste analyse vurderet effekten af en mulig 7-årig (maksimal længde) overgangsordning i Tyskland. Konklusionen er, at indførelse af en sådan overgangsordning udover at udskyde tidspunktet for, hvornår indvandringen fra de nye EU-lande topper, på længere sigt kun har ringe effekt på den samlede indvandring til Tyskland.

Det vurderes i studiet ikke umiddelbart muligt at skønne over, hvilke eventuelle effekter en overgangsordning i Tyskland kunne have på indvandringen til de øvrige EU-lande.

Da en overgangsordning på længere sigt vil få begrænset effekt på den samlede indvandring til Tyskland, må størrelsen af den eventuelle merindvandring til andre EU-lande på længere sigt også formodes at være lille.

Det bemærkes i den forbindelse, at fordelingen af indvandrere fra de nye EU-lande på de nuværende EU-lande over tid kun har ændret sig lidt, grundet sproglige og kulturelle forhold samt stærke netværkseffekter.