Om EU-forslag vedrørende syn af slagtedyr af personale uden dyrlægeuddannelse.
Spm. nr. S 925
Til fødevareministeren (26/11 03) af:
(SF):»Vil regeringen, og i givet fald hvordan, benytte sig af muligheden i EU-forordningsforslag om kødkontrol for at lade særligt personale (uden dyrlægeuddannelse) ansat af slagterierne udføre det levende syn af dyr før slagtning og dermed træffe beslutning om, hvilke dyr embedsdyrlægen skal se på?«
Svar (3/12 03)
Fødevareministeren
(Mariann Fischer Boel):Jeg kan oplyse, at der med den kommende EU-forordning om tilrettelæggelse af den offentlige kontrol med animalske produkter (Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om nærmere tilrettelæggelse af den offentlige kontrol af animalske produkter til konsum.), som også indeholder bestemmelser om kødkontrol, åbnes mulighed for, at slagteriets personale kan bistå embedsdyrlægen med opgaver i forbindelse med kødkontrollen. Dette er dog under forudsætning af, at de opfylder en lang række betingelser, herunder har samme uddannelse som offentligt ansatte tilsynsteknikere. Virksomhedens personale kan således ikke udføre det levende syn, men udelukkende bistå embedsdyrlægen.
I forbindelse med det levende syn kan virksomhedens personale bistå embedsdyrlægen med opgaver af rent praktisk karakter. Virksomhedens personale arbejder således under embedsdyrlægens overvågning og ansvar. Det vil sige, at embedsdyrlægen udfører det levende syn, og at virksomhedens personale kan bistå med opgaver af rent praktisk karakter så som at udskille dyr fra flokken efter embedsdyrlægens anvisning.