Om reservation af midler fra særlig artikel 69-pulje i EU's midtvejsreform af landbruget.
Spm. nr. S 854
Til fødevareministeren (24/11 03) af:
(SF):»Agter ministeren at reservere midler til en særlig artikel 69-pulje i EU's midtvejsreform, i givet fald hvor stort et beløb, og agter ministeren at henvende sig til Kommissionen for sikre at reglerne for brug af puljen ikke bliver restriktive, især for så vidt angår mulighederne for at lade miljø- og naturtiltag finansiere af puljen?«
Begrundelse
Det virker mærkeligt at lade være med at reservere nogle midler med den begrundelse, at der måske bliver fastsat nogle regler, der gør, at den ikke kan bruges på en fornuftig måde. Derfor lægges der med spørgsmålet op til en revision af denne noget overraskende beslutning.
Svar (3/12 03)
Fødevareministeren
(Mariann Fischer Boel):Jeg finder fortsat ikke, at der på nuværende tidspunkt er tilstrækkelig grundlag for at tage artikel 69 i den horisontale forordning 1782/03 i anvendelse i Danmark, herunder tage beslutning om at reducere støtteudbetalingerne med bestemte beløb eller procentsatser inden for de enkelte sektorer. Der udestår fortsat en Kommissionsforordning om gennemførelsesbestemmelserne for artikel 69 med blandt andet nærmere fastlæggelse af det mulige anvendelsesområde. Medlemslandene skal først have truffet beslutning om evt. anvendelse af artikel 69 inden den 1. august året før det første år af iværksættelsen af reformen. Der er derfor tilstrækkelig tid til at tage den endelige beslutning om evt. anvendelse af artikel 69 på et bedre og mere kvalificeret grundlag senere.
Fødevareministeriet vil søge at påvirke indholdet af den kommende Kommissionsforordning med det formål at medvirke til, at anvendelsesområdet ikke bliver så snævert defineret, at anvendelsen af artiklen i Danmark på forhånd er udelukket.