Hjælpemenu

Hovedmenu

Om at sætte præmien for græsningsarealer højere end 500 kr./ha.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 853

Til fødevareministeren (24/11 03) af:

Jørn Jespersen

(SF):

»Er der mulighed for at sætte præmien til græsningsarealer højere end 500 kr./ha. eller bruge midler fra en af puljerne til at belønne specifikt disse arealer?«

Begrundelse

Der er mange steder, inkl. hos SF, et ønske om at øge græsningsarealet på bekostning af omdriftsarealet. Der virker på den baggrund mildt sagt uforståeligt og i strid med markedsøkonomisk teori at sætte en præmie, der er særlig lavt på den type arealer, man ønsker fremmet. Og så bruge det som en undskyldning for at give koblet støtte til dyr, der græsser på disse arealer - en koblet støtte som så også gives til samme slags dyr, når de indtager andre former for føde.

Svar (3/12 03)

Fødevareministeren

(Mariann Fischer Boel):

Der er ikke i den horsontale rådsforordning 1782/03 fastsat specifikke grænser for støttebeløbene per betalingsrettighed. Forordningen fastlægger, at den totale konvolut i den regionale model skal fordeles på det samlede støtteberettigede areal, samt at beløbene kan differentieres mellem græsarealer og enhver anden støtteberettiget hektar eller mellem vedvarende græsarealer og enhver anden støtteberettiget hektar.

Med den valgte hybrid-model for omlægning af den direkte støtte i Danmark vil der ydes en afkoblet basis-støtte på knap 2.400 kr/ha jord i omdrift per betalingsrettighed, mens dette basisbeløb vil udgøre 500 kr/ha for permanente græsarealer. Hertil kommer, at mælke- og oksekødsproducenter vil få forhøjet disse basisbeløb med i gennemsnit godt 1700 kr/ha. Dette tillæg er tillige afkoblet og beregnes på basis af producenternes individuelle mælkekvoter på afkoblingstidspunktet samt de kvægpræmier, de enkelte landmænd har modtaget i perioden 2000-2002.

Græsningsarealer vil således i udgangssituationen modtage mellem 500 kr og op til 4.100 kr/ha eller mere afhængigt af, om der er tale om et græsningsareal, som indgår i rotation eller ligger hen med vedvarende græs, samt om producenten tidligere har modtaget dyrepræmier eller har en mælkekvote på afkoblingstidspunktet.

Der findes muligheder under landdistriktsprogrammet for at yde støtte til græsningsarealer. Det vides ikke på nuværende tidspunkt om der vil blive mulighed for at anvende midler fra den såkaldte artikel 69-pulje til græsningsarealer, idet dette skal afklares i forbindelse med Kommissionens udarbejdelse af gennemførelsesbestemmelser til reformen.

Under det danske landdistriktsprogram eksisterer der aktuelt følgende muligheder for at yde tilskud til græsningsarealer:

Miljøvenlige Jordbrugsforanstaltninger (MVJ)

indeholder mulighed for at søge tilskud til arealer, der er beliggende i Særligt Følsomme Landbrugsområder (SFL-områder) for 5- eller 10-årige tilsagnsperioder. Med virkning fra 2003 er tilskudsmulighederne gjort mere fleksible, således at amtet og landmanden i samarbejde og inden for visse rammer kan fastsætte en kombination af betingelser for drift af arealer, som er tilpasset de lokale behov for natur- og miljøbeskyttelse. MVJ-tilskuddet til miljøvenlig drift af græs udgør mellem 540 kr. pr. ha. og 4.200 kr. pr. ha. årligt – afhængigt af den forudgående arealanvendelse. Endvidere kan der ydes tillæg i forbindelse med særlige betingelser der fastsættes.

Miljøbetinget tilskud

, der afløser økologisk arealtilskud, kan fra ansøgningsrunden i 2004 søges af alle jordbrugere i hele landet. Det miljøbetingede tilskud udgør årligt 870 kr. pr. ha og gives på baggrund af et 5-årigt tilsagn, som indebærer særlige dyrkningsbetingelser. Det miljøbetingede tilskud kan ydes til græsningsarealer både i og uden for omdrift. Det miljøbetingede tilskud kan ikke ydes til et areal, der er omfattet af en MVJ-aftale om miljøvenlig drift af græs, jf. ovenfor.

Fødevareministeriet forventer, at de pågældende tilskudsordninger skal revideres inden gennemførelsen af afkoblingen, således at både tilskudssatser og tilskudsmuligheder under miljøtilskudsordningerne tilpasses de kommende forhold omkring afkoblet støtte.