Om at ophæve EU's associeringsaftale med Israel.

Spm. nr. S 358 - besvaret 19/11-2003

13) Til statsministeren af:
Villy Søvndal (SF):
»Vil statsministeren arbejde for at ophæve EU's associeringsaftale med Israel for at udvise konsekvens i en situation, hvor Israel opfører en mur, der afspærrer store dele af de palæstinensiske områder på Vestbredden?«

Villy Søvndal (SF):
Det er jo ikke så lang tid siden, vi fik fjernet en mur i Europa, og det festede vi over i fællesskab. Nu er Sharonregeringen i Israel i gang med at bygge en mur, der er tre gange så høj som Berlinmuren, som skiller palæstinensiske bønder fra deres jord, som splitter familiemedlemmer, som umuliggør enhver demokratisk proces i de besatte områder i Palæstina.

Kl. 15.20

     Statsministeren har jo ved mange lejligheder gjort sig til talsmand for et opgør med konsekvensløshed og slaphed og sådan noget og for, at ting skal have konsekvens, og noget for noget. Det er sådan, at EU som bekendt har en associeringsaftale med Israel. Jeg vil spørge: Når man efter statsministerens opfattelse på et tidspunkt til det punkt, hvor nok er nok i forhold til, hvad Israel kan tillade sig som besættelsesmagt i de palæstinensiske områder, og vil man aktivt bruge associeringsaftalen i den sammenhæng?

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Såvel regeringen som et samlet EU tager skarpt afstand fra Israels opførelse af den såkaldte sikkerhedsmur. Men jeg vil så føje til det, at regeringen ikke agter at arbejde for at ophæve EU's associeringsaftale med Israel. Regeringen finder tværtimod, at vi i den nuværende situation må udnytte de muligheder, der ligger i associeringsaftalen med Israel, for at føre en kritisk dialog med landet, herunder om sikkerhedsmuren.

Villy Søvndal (SF):
Det er rigtigt, at regeringen tager skarpt afstand fra muren, men jeg tror bare ikke, det har den voldsomme betydning. Så ville Israel holde op med at bygge muren, hvis det havde nogen virkning. Sagen er, at man er i gang med at bygge muren.
     Jeg vil bare sige lidt om, hvad det betyder ifølge en FN-rapport, som kom her i sidste uge. Den siger, at den betyder, at 274.000 mennesker kommer til at ende på den forkerte side af hegnet. Det vil altså sige, at de er koblet fra resten af det område, de i øvrigt hører til. Derudover vil det betyde, at 400.000 palæstinensere vil blive afskåret fra landbrugsjord og fra skolegang eller videregående uddannelse. Det er altså 3/4 million mennesker, hvis dagligdag ikke kan bringes til at virke på grund af muren.
     Så forstår jeg ikke efter statsministerens tale om konsekvensløshed og slaphed osv., at det eneste, man kan mande sig op til i EU-kredsen, er at tage afstand fra det, uden at det har nogen som helst virkning. Statsministeren ved, at det ingen virkning har.
     Dermed sidder man med ét kort i ærmet, og det hedder samhandelsaftalen. Det er sådan, at Israel sælger næsten halvdelen af sine ting via EU. Man har et ekstremt skarpt våben, hvis man vil anvende det. Er det ikke et udtryk for en voldsom slaphed, en voldsom konsekvensløshed, en voldsom bare-seen-på og laden det skride, når regeringen over for noget, der er så inhumant, som det, der sker af besættelsesmagten i øjeblikket, bare nøjes med ord, men ikke handler?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg går ud fra, at statsministeren er enig i, at det på baggrund af, at vi er sluppet af med Berlinmuren og forhåbentlig inden for en relativt overskuelig tid også kan slippe af med den mur, der deler Nicosia, er en dyb tragedie, at der nu rejses en ny Berlinmur. Det er uudholdeligt at se på. Det går jeg ud fra at vi er enige om, så det vil jeg ikke stille spørgsmål om.
     Hvis der skal være nogen mening i de bestemmelser i associeringsaftaler mellem EU og andre lande om respekt for rettigheder, så må tiden være inde til, at man håndhæver disse bestemmelser i associeringsaftalerne. Kunne man så ikke blive enig om, eller i hvert fald fra dansk side foreslå i EU-kredsen, at man sætter en tidsfrist og siger til Israel:
Hvis ikke den mur er kommet væk inden for den tidsfrist, så suspenderer vi associeringsaftalerne. For er det ikke korrekt, at associeringsaftalerne indeholder bestemmelser, der muliggør en sådan suspension af aftalerne?

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg er dybt uenig i, at det ville hjælpe noget at suspendere eller at ophæve, fjerne, associeringsaftalen mellem EU og Israel. Det er tværtimod min opfattelse, at i forhold til Israel har det meget større effekt, at vi i kraft af associeringsaftalen har et samarbejde med Israel og dér kan føre vores synspunkter frem.
     FN's Generalforsamling vedtog den 21. oktober med EU's fulde opbakning en resolution, som kræver, at Israel standser og omgør opførelsen af sikkerhedsmuren i de besatte områder. Men resolutionen opfordrer så samtidig det palæstinensiske selvstyre til aktivt at sætte ind over for personer eller grupper, som planlægger og udfører voldelige angreb. Så vi gør altså gennem EU vores synspunkter gældende på alle de planer, vi kan, og det tror vi har større effekt i forhold til Israel.

Kl. 15.25

Villy Søvndal (SF):
Men så er det præcise spørgsmål jo til statsministeren:
Hvordan synes statsministeren så, det går med den anvendte pædagogik?
     Jeg forstår, at statsministerens hovedsynspunkt er, at det er godt at have associeringsaftalen, dermed kan vi presse Israel. Imens statsministeren siger det og tager afstand fra muren, så bygger man videre på muren, først den første del og så kommer den næste mur, som er planlagt, bagefter. Det vil altså sige, at man udtaler sig så slapt og så konsekvensløst, at der sker det modsatte af, hvad man hævder man gerne vil have skulle ske. Giver det slet ikke anledning til overvejelser?
     Associeringsaftalen er jo netop bundet op på, at den kan trækkes tilbage, hvis der sker brud på menneskerettighederne. Her er besættelsesmagtens brud på 750.000 palæstinenseres menneskerettigheder det, der sker, og jeg kan slet ikke genkende statsministeren i forhold til den voldsomme handlekraft og den voldsomme sprogbrug om konsekvens og opgøret med slaphed og sådan noget, når der sidder en så tavs og stille statsminister og ser på, at en sådan krænkelse af et folks menneskerettigheder får lov til at ske.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg vil gerne gentage, og nu har jeg sagt det flere gange:
Regeringen har taget afstand fra sikkerhedsmuren på linje med EU som sådan.
     Men så vil jeg også godt sige til hr. Villy Søvndal, hvis der skal balance i de her ting, hvor hr. Villy Søvndal altså vil have, at vi skal arbejde for at opsige associeringsaftalen med Israel, at der jo altså er det problem i Mellemøsten, at israelerne jævnligt bliver udsat for terror fra palæstinensere. Det må vi også tage kraftigt afstand fra. Jeg ved ikke, hvordan hr. Villy Søvndal så vil reagere på det, hvilke aftaler hr. Villy Søvndal vil opsige i forhold til palæstinenserne. Det ved jeg ikke om hr. Villy Søvndal har noget bud på.
     Min konklusion er: Ja, vi er kritiske, vi tager afstand fra opførelsen af sikkerhedsmuren, men det er vigtigt at beholde de platforme, hvor vi kan føre en kritisk dialog med Israel.

Villy Søvndal (SF):
Statsministeren er jo ikke i tvivl om - det lå heller ikke i spørgsmålet - at alle, tror jeg, i Folketinget tager afstand fra den type af terror, der rammer fuldstændig tilfældige civile. Jeg gør i hvert fald, jeg har aldrig på noget tidspunkt støttet det.
     Jeg synes bare, man skal overveje, hvad det er, der sker, når Israel som besættelsesmagt bringer folk til det punkt af ydmygelse, vi ser. Det her er ikke et udtryk for forståelse for selvmord, det er et forsøg på at forklare, hvorfor mennesker kan blive så desperate, at livet er værre end døden. Jeg er sikker på, at jo flere mennesker man afskærer fra at kunne passe deres arbejde, jo flere børn man afskærer fra at kunne gå i skole, jo flere, der ser deres forældre ydmyget af en besættelsesmagt, jo mere vanvid og had producerer man, og jo flere selvmordere producerer vi også.
     Men jeg synes, at svaret er de ønsker, som det palæstinensiske selvstyre har, nemlig at sende internationale observatører derned for at dæmpe spændingerne, men det modsætter Israel sig jo.
     Men jeg synes stadig væk, at statsministeren mangler at svare på det grundlæggende spørgsmål. De midler, statsministeren indtil nu har anvendt og gør sig til fortaler for, betyder, at israelerne fortsætter med at bygge en Berlinmur dernede. Synes statsministeren virkelig, det er acceptabelt, at der er en sådan mangel på konsekvens, en sådan slaphed i forhold til regeringens ønsker, at man bare ser igennem fingre med det her?

Keld Albrechtsen (EL):
Jeg vil godt spørge statsministeren, om ikke statsministeren kunne tænke sig at bruge noget for noget-princippet i den her sag? For det er jo således, at Israel i kraft af associeringsaftalen har en priviligeret adgang til markedet i Europa, og det er jo en stor fordel, Israel dér har økonomisk. Så var det vel ikke urimeligt, at vi sagde, at vi til gengæld også gerne ville have noget, og det kunne jo så være nedrivning af den mur, og at man så sagde til israelerne: Noget for noget; hvis I fortsat vil have adgang til vores marked, må I opføre jer ordentligt.
     Er det en tankegang, som er fuldstændig fremmed for statsministeren? Jeg synes egentlig, det lyder fuldstændig snusfornuftigt og lige ud ad landevejen: noget for noget. Var det ikke det, statsministeren brugte hele sin åbningstale på? Så kunne han da passende begynde, bare i denne her sag, at handle efter sit eget princip.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg synes, det er tankevækkende, at venstrefløjen hele tiden ensidigt er efter Israel.
     Lad mig gentage: Regeringen er imod Israels opførelse af sikkerhedsmuren, men regeringen er altså også imod de palæstinensiske terrorbomber. Derfor mener vi, at indsatsen i Mellemøsten og svaret på problemerne i Mellemøsten skal være afbalanceret. Og der er ikke balance i det, venstrefløjen foreslår, overhovedet ikke.

Kl. 15.30

     Vi mener i øvrigt, at det er et helt forkert redskab at opsige associeringsaftalen med Israel som svar på det her. Vi mener tværtimod, at associeringsaftalen er en glimrende platform til, at vi kan føre vore kritiske synspunkter frem i forhold til Israel.
     Jeg synes, det er tankevækkende, at venstrefløjen hele tiden hæfter sig ved én ting i den her ulykkelige situation, nemlig hele tiden hæfter sig ved det, israelerne gør for at beskytte sig, herunder også de ting, som vi er uenige med israelerne i, for vi er imod opførelsen af denne mur. Men det er interessant, at venstrefløjen altid falder over Israel og aldrig kan få sig selv til på samme måde at tage fat på den anden side af konflikten, nemlig de palæstinensiske terrorbomber.
     Hermed har jeg ikke påstået, at venstrefløjen er tilhænger af terrorbomber. Det er ikke det, jeg står og siger. Men jeg synes bare, at venstrefløjen burde interessere sig for, hvad man kan gøre for at stoppe den del af det. Det hele er jo en ond cirkel, og det er man nødt til at have et balanceret svar på og ikke det ensidige svar, som venstrefløjen hele tiden giver, nemlig hele tiden ensidige angreb på Israel.

Villy Søvndal (SF):
Jeg tror altså, at statsministeren i sin ophidselse her til sidst helt glemmer at høre efter, hvad jeg siger i hvert fald.
     Statsministeren efterlyste: Hvad skal man så gøre i forhold til at dæmpe konflikten dernede, når man nu tager afstand fra de midler, som begge sider bruger? Jeg tager afstand fra terror under enhver form, der rammer uskyldige mennesker. Og svaret er, at man da skal sende observatører derned. Det er et udbredt ønske blandt palæstinenserne, at der kommer nogle internationale folk ned og beskytter dem mod det, de opfatter som israelernes overgreb.
     Jeg kan i øvrigt anbefale statsministeren selv at tage derned. Jeg tror, at enhver, der selv har været nede og opleve, hvad der sker lige nu, kommer hjem med et nyt og knapt så afbalanceret syn, for det, som besættelsesmagten Israel gør i øjeblikket, er så voldsomt. Derfor er svaret at sende observatører derned. Vil statsministeren arbejde for, at der kommer internationale observatører derned, ja eller nej?
     Og synes statsministeren stadig væk, at associeringsaftalen hjælper ham til at bringe Israel til det punkt, han gerne vil i forhold til murens opførelse?

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg vil bestemt ikke udelukke, at udstationering af international, jeg vil endda ikke engang bare sige observatører, men international militær tilstedeværelse for at overvåge en fred kan blive aktuel.
     Jeg tror desværre, at vi må sige, at der ikke bliver varig fred og stabilitet i området, før der punkt 1 er fundet en holdbar politisk løsning på problemet, og at det internationale samfund derefter som punkt 2 gør en indsats for at overvåge, at en sådan holdbar politisk løsning så også bliver beskyttet og overholdt af begge parter.
     Det tør jeg bestemt ikke udelukke. Men forudsætningen er altså, at der er en ramme for en holdbar fred mellem parterne, for at det overhovedet har nogen virkning.
     Så vil jeg bare sige igen, at det er min klare opfattelse, at det i forhold til Israel er langt mere effektfuldt, at vi har det samarbejde, som ligger mellem EU og Israel i associeringsaftalen. Det ville være et helt forkert og helt ubalanceret skridt i forhold til denne konflikt ensidigt at opsige associeringsaftalen med Israel.

Hermed sluttede spørgsmålet.