Hjælpemenu

Hovedmenu

Om beskyttelse af små elforbrugere i andre EU-lande.

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 307

Til økonomi- og erhvervsministeren (20/10 03) af:

Aase D. Madsen

(DF):

»Kan ministeren oplyse, hvorledes hensynet til beskyttelse af de små elforbrugere varetages i andre EU lande, herunder de nordiske lande, som ikke opererer med egentlige forsyningspligtselskaber?«

Begrundelse

Spørgeren ønsker belyst, om den forbrugerbeskyttelse, der oprindelig var et af formålene med at etablere forsyningspligtselskaber i dansk ellovgivning, kan realiseres, uden at der fastsættes bestemmelser om særlige selskaber og regulering heraf.

Svar (30/10 03)

Økonomi- og erhvervsministeren

(Bendt Bendtsen):

Der er såvel i Norge og Sverige regler vedrørende forsyningspligt. I Norge har netvirksomheder med bevilling en leveringspligt. Hvis en elforbruger mister sin elleverandør, f.eks. pga. leverandørens konkurs, overtager netvirksomheden ansvaret for elforsyningen midlertidigt. Netvirksomheden er forpligtet til at gøre kunden opmærksom på, at han/hun er uden leverandør, og at kunden skal skaffe sig en ny leverandør.

I Sverige har alle netvirksomheder en pligt til at sikre, at der findes en eller flere elleverandører i deres bevillingsområder, som kan påtage sig et ansvar som »anvist elleverandør«. Hvis en forbruger ikke har skaffet sig en elleverandør eller har en aftale, som er løbet ud og ikke er fornyet, træder den »anviste elleverandør« ind. Den anviste elleverandør er et elhandelsselskab, som har påtaget sig opgaven.

Jeg er ikke bekendt med, hvordan det forholder sig i andre EU lande, og hvordan de vil opfylde de kommende EU regler, der træder i kraft den 1. juli 2004.

http://www.ft.dk/?/Samling/20031/spor_sv/S307.htm