Om stop for økonomiske støtte til den chilenske menneskerettighedsorganisation CINTRAS.
Spm. nr. S 179
Til udenrigsministeren (8/10 03) af:
(SF):»Vil udenrigsministeren redegøre for årsagen til, at først Danmark og siden EU har stoppet den økonomiske støtte til den chilenske menneskerettighedsorganisation CINTRAS?«
Begrundelse
I forbindelse med deltagelse i den Interparlamentariske Unions kongres i Santiago de Chile i april 2003 blev den danske delegation orienteret om CINTRAS arbejde. Det gjorde et stort indtryk på delegationen at høre, at et lovdekret fra diktaturets tid, der giver Pinochets torturbødler amnesti, fortsat er gældende, mens § 14 i konventionen mod tortur, som Chile har ratificeret, endnu ikke efterleves. Hvilket betyder, at cirka 300.000 overlevende ofre for tortur fortsat ikke har fået moralsk, juridisk, social, sundhedsmæssig og økonomisk oprejsning, sådan som konventionen foreskriver. Derfor undrer det spørgeren, at først Danmark og siden EU har stoppet den økonomiske støtte til netop den menneskerettighedsorganisation, der aktivt arbejder med rehabiliteringsarbejdet i Chile.
Svar (21/10 03)
Udenrigsministeren
(Per Stig Møller):Baggrunden for at Danmark i 1993 besluttede at udfase bistanden til Chile var, at landets BNI var steget til mere end 2.500 dollars, som er den øvre grænse for at yde NGO-bistand. Projektet blev endeligt afsluttet i 1997.
EU har over de sidste 5-6 år omlagt sin støtte fra mindre projekter med en kortere løbetid til større projekter, som strækker sig over flere år. Endvidere har man ændret kriterierne for at give støtte til at omfatte forebyggelse af tortur frem for rehabilitering af torturofre. På den baggrund har CINTRAS, i samarbejde med tilsvarende institutioner i Latinamerika, alene opnået støtte fra EU til et større regionalt projekt.