Hjælpemenu

Hovedmenu

Om dansk bidrag til køreplan for fred er tilstrækkeligt i kampen for respekt for menneskerettighederne i Israel.

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 87

Til statsministeren (7/10 03) af:

Margrete Auken

(SF):

»Er det statsministerens vurdering, at arbejdet med »Køreplanen for fred« er en tilstrækkelig indsats fra Danmarks side i kampen for at forsvare respekten for menneskerettigheder i Israel?«

Svar (15/10 03)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Jeg vil gerne indledningsvis understrege, at det er regeringens holdning, at Israel er en demokratisk stat, der baserer sin lovgivning på respekt for retsstatsprincipperne.

Danmarks dialog med Israel om landets respekt for menneskerettighederne finder sted på en række forskellige niveauer og i en række forskellige fora. Dialogen er naturligvis ikke reserveret arbejdet med køreplanen for fred. En implementering af køreplanen for fred vil imidlertid være et væsentligt bidrag til at sikre respekten for den palæstinensiske befolknings menneskerettigheder.

Israels respekt for den palæstinensiske befolknings menneskerettigheder tages løbende op af Danmark i den bilaterale dialog, vi har med Israel. Dertil kommer den dialog, som EU-formandskabet, EU’s Høje Repræsentant Javier Solana og EU’s særlige Mellemøstudsending, Marc Otte, har med Israel om konflikten i Mellemøsten, hvorunder også Israels respekt for den palæstinensiske befolknings menneskerettigheder jævnligt rejses. Endelig rejses spørgsmålet også i forbindelse med de associeringsråd, som EU afholder med Israel inden for rammerne af den associeringsaftale, som EU har indgået med landet, og som Danmark har ratificeret.

Respekten for menneskerettighederne i de besatte områder er desuden genstand for indgående drøftelser på de årlige samlinger i FN’s Menneskerettighedskommission. I kommissionen afgiver EU-formandskabet indlæg om spørgsmålet, ligesom EU hvert år fremlægger et resolutionsforslag om de israelske bosættelser i de besatte arabiske områder. Tilsvarende drøftelser finder sted på FN’s Generalforsamlinger.

Besvaret sammen med spm. nr. S 85
Besvaret sammen med spm. nr. S 86

http://www.ft.dk/?/Samling/20031/spor_sv/S87.htm