Hjælpemenu

Hovedmenu

Om udviklingslandes udspil i WTO's landbrugsforhandlinger

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 4836

Til fødevareministeren (12/9 03) af:

Jørn Jespersen

(SF):

»På hvilken måde mangler udspillet i WTO's landbrugsforhandlinger fra en lang række udviklingslande »balance«, og på hvilken måde er det i strid med dansk landbrugstøttepolitik, som vedtaget af Folketinget, at udspillet »fokuserer ensidigt på, at vi i vesten skal åbne markederne«?«

Begrundelse

Der er særdeles opmuntrende, at en række udviklingslande er gået sammen om at stille krav om en langt mere liberal landbrugspolitik i de rige lande, herunder i EU. Det er på høje tid, og efter spørgerens opfattelse helt på linie med de beslutninger, som et flertal i Folketinget har taget - i visse tilfælde mod regeringens stemmer. Det må herefter forventes, at den danske fødevareminister på WTO-topmødet i Cancun klart presser på, for at de rige lande, herunder EU, giver markante indrømmelser til ulandene. Det er meget vanskeligt at se, på hvilken måde ulandenes udspil skulle mangle balance - det mangler i hvert fald på ingen måde sund, liberal fornuft. Det er vel helt rimeligt, at udspillet fokuserer på, at vi i vesten skal åbne markederne. For det er jo det, som er det altoverskyggende hovedproblem på landbrugsområdet. Hvis ministerens udtalelser, refereret i Berlingske Business den 12. september 2003, side 14, er udtryk for hendes indsats i forhandlingerne, administerer hun Folketingets vedtagelser på en mildt sagt lemfældig måde.

Svar (22/9 03)

Fødevareministeren

(Hans Christian Schmidt, fg.):

I forlængelse af de beslutninger, der blev truffet i Doha i 2001, omfatter WTO-sekretariatets oplæg til forhandlingerne i Cancun (Draft Cancun Ministerial Text af 13. september 2003) en række tiltag, der giver særlige begunstigelser for udviklingslandene. På landbrugsområdet omfatter disse forslag bla. lavere omfang af nedsættelser og længere overgangsperioder for markedsforvridende intern støtte samt fritagelse fra krav om reduktion af de minimis. Med hensyn til markedsadgang foreslås for udviklingslande lavere toldnedsættelser og længere overgangsperioder for disse nedsættelser, mulighed for yderligere fleksibilitet i forbindelse med udpegning af følsomme produktområder samt en særlig beskyttelsesklausul. I forhold til eksportsubsidier foreslås længere overgangsperioder for udviklingslandes reduktioner. Særligt med henblik på de mindst udviklede lande, LDC’erne, foreslås undtagelse fra reduktionsforpligtelser samt told- og kvotefri markedsadgang til de udviklede lande for produkter med oprindelse i LDC’erne.

Fra dansk side har vi bifaldet disse forslag og endvidere internt i EU-koordineringer presset for yderligere fleksibilitet i forhandlingerne bla. i form af fastsættelse af en frist for fuldstændig afvikling af eksportsubsidier samt støttet de berørte vestafrikanske landes bestræbelser for at fremme deres bomuldsinitiativ.

I de konkrete forhandlinger har den såkaldte G-21 gruppe, der bla. består af netto-eksporterende lande med konkurrencedygtige og voksende landbrugssektorer, fremsat krav, der går betydeligt videre. I forhold til disse lande er beskyttelsesbehovet ikke det samme som for LDC-landene og der er dermed ikke samme forudsætninger for alene at fokusere på koncessioner fra de udviklede lande. I disse tilfælde er der anledning til at efterlyse balancerede udspil, der på rimelig måde afspejler landenes behov og muligheder.

http://www.ft.dk/?/Samling/20021/spor_sv/S4836.htm