Om tvangsudlicitering af færgedriften til øer som Fanø, Samsø, Læsø og Ærø.
Spm. nr. S 4720
Til trafikministeren (8/9 03) af:
(EL):»Kan ministeren garantere, at der ikke vil ske tvangsudlicitering af færgedriften til øer som Fanø, Samsø, Læsø og Ærø?«
Begrundelse
Spørgsmålet stilles på baggrund af den ubehagelige situation ministeren har bragt Bornholm i. Der er behov for at regeringen giver en klar melding, så der ikke opstår utryghed om vilkårene for færgedriften også på andre danske øer.
Svar (19/9 03)
Trafikministeren
(Flemming Hansen):Nej. Men jeg arbejder for en bagatelgrænse, således at de små færgeruter, der ikke er kommerciel interessante, ikke skal i udbud. Krav om udbud af disse ruter medfører øgede byrder for de offentlige myndigheder uden at medføre besparelser på færgedriften.
Det skal dog for god ordens skyld bemærkes, at færgedriften til Fanø i dag drives kommercielt.
Jeg kan endvidere oplyse, at jeg redegjorde for status vedrørende de drøftelser, som den danske regering har haft med EU-kommissionen på et samråd i Trafikudvalget den 28. august 2003.
Status er, at Kommissionen p.t. arbejder med et udkast til ændringer af retningslinerne for statsstøtte til søtransportsektoren, som indebærer at alle færgeruter, der modtager mindre end ca. 7,5 mio. kr. i offentligt støtte, eller har færre end 100.000 passagerer pr. år, undtages fra kravet om udbud.
Jeg har fået oplyst, at Kommissionen formentlig vil vedtage de nye retningsliner i løbet af indeværende måned, men det kan ikke udelukkes, at vedtagelsen af retningslinerne bliver forsinkede grundet en dom, som EF-domstolen afsagde den 24. juli i år.