Om overskud på den sktukturelle budgetsaldo garanterer, atden offentlige gæld nedbringes.
Spm. nr. S 4678
Til finansministeren (4/9 03) af:
(RV):»Kan ministeren oplyse, om et overskud på den strukturelle budgetsaldo er en fuldstændig sikker garanti for, at den offentlige gæld nedbringes i overensstemmelse med 2010-planerne?«
Svar (10/9 03)
Finansministeren
(Thor Pedersen):Den strukturelle offentlige saldo er et mål for den offentlige saldo, korrigeret for midlertidige bidrag som følge af bl.a. konjunkturbevægelser og aktiekursudsving.
I de mellemfristede forløb er ikke indregnet virkninger på de offentlige finanser som følge af midlertidige konjunktur- og aktiekursudsving. De mellemfristede offentlige overskud i fremskrivningerne er derfor strukturelle overskud, jf. S4679.
Hvis der frem mod 2010 i gennemsnit er gode konjunkturer, og forudsætningerne om de strukturelle forhold ellers indfries, kan overskuddet på de offentlige finanser derfor være større end de strukturelle. Det trækker i retning af, at gældsnedbringelsen kan være hurtigere end forudsat i fremskrivningerne til 2010. Omvendt hvis konjunkturerne i gennemsnit er mindre gode – og de faktiske overskud derfor i gennemsnit er mindre end de strukturelle.
Midlertidige konjunkturbetingede udsving i de offentlige finanser kan således potentielt påvirke status i 2010, men har grundlæggende ikke betydning for de mellemfristede finanspolitiske muligheder. Det afspejler, at svækkelser af de offentlige finanser som følge af midlertidige konjunkturtilbageslag må forventes opvejet af større nettoindtægter i perioder, hvor konjunkturerne er gode.
Det kan derudover bemærkes, at udviklingen i den offentlige gæld, eller ØMU-gælden, bl.a. afhænger af mulige salg af aktiver samt finansielle dispositioner i de offentlige fonde. Der er således ingen snæver sammenhæng mellem udviklingen i ØMU-gælden og den finanspolitiske holdbarhed.