Om Danmarks måde at implementere EF-direktivet omVVM-redegørelser på.
Spm. nr. S 4278
Til miljøministeren (13/8 03) af:
(SF):»Hvilke initiativer vil ministeren tage efter professor i miljøret Peter Paghs udtalelser i Jyllands-Posten Århus den 1. august 2003 (»Borgere klager forgæves over Bruuns Galleri«), når denne påpeger fejl i Danmarks måde at implementere EU-direktivet om VVM-redegørelser på?«
Svar (22/8 03)
Miljøministeren
(Hans Christian Schmidt):VVM-reglerne skal sikre, at der for projekter, der kan påvirke miljøet væsentligt, gennemføres en miljøkonsekvensvurdering, inden der eventuelt gives tilladelse til anlæggets etablering.
For at gennemføre en VVM-vurdering for anlæg på land skal regionplanmyndigheden udarbejde et regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse. Regionplantillægget med VVM-redegørelse skal i offentlig høring, og de indkomne bemærkninger og indsigelser skal tages i betragtning i forbindelse med den endelige beslutning om at vedtage eller forkaste regionplantillægget.
Det endeligt vedtagne regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse skal offentliggøres med klagevejledning. Klagen, der kun kan omfatte retlige spørgmål, indbringes for Naturklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra offentliggørelse.
VVM-pligtige anlæg og projekter må ikke påbegyndes, før de har opnået en særlig tilladelse – jf. bekendtgørelse nr. 428 af 2. juni 1999 (samlebekendtgørelse), § 8. Denne tilladelse må tidligst gives, når der foreligger et endeligt vedtaget regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse. I forbindelse med tilladelsen, kan der stilles vilkår om bl.a. anlæggets udformning.
Tilladelsen skal offentliggøres og kan indenfor 4 uger fra offentliggørelsen påklages til Naturklagenævnet til fuld prøvelse – jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Borgerne har mulighed for at gøre bygherren ansvarlig for byggeriets overensstemmelse med VVM-redegørelsen ved gennem VVM-myndigheden og Naturklagenævnet at sikre sig, at væsentlige vilkår for miljøet – eksempelvis vilkår om byggeriets højde og størrelse indgår i tilladelsen. Naturklagenævnet har telefonisk oplyst, at tilladelsen for Bruuns Galleri ikke har været indbragt for nævnet.
VVM-reglerne giver offentligheden stor mulighed for at påvirke de beslutninger og de vilkår, hvorunder VVM-pligtige anlæg tillades. Bygherrene må imidlertid også kunne have tillid til, at givne tilladelser til opførelse af VVM-pligtige anlæg indeholder de vilkår, som VVM-myndigheden har fundet er nødvendige for miljøvaretagelsen.
Det er ministeriets opfattelse, at reglerne er i overenstemmelse med VVM-direktivet.