Om donorblod.
Spm. nr. S 4109
Til indenrigs- og sundhedsministeren (31/7 03) af:
(EL):»Vil ministeren kommentere artiklen i Børsen 31. juli 2003 s. 4, »Frygt for misbrug af dansk donorblod«, herunder særligt oplysningen om, at der skal være valgt et blodprodukt, der endnu ikke er godkendt nogen steder i verden eller alternativt et produkt, der har påhæftet advarsler fra de amerikanske sundhedsmyndigheder?«
Begrundelse
Det var afgørende i debatten om privatisering af blodproduktionen, at der fortsat skulle være høj sikkerhed i forbindelse med de danske blodprodukter. Spørgeren er derfor temmelig foruroliget over forlydenderne om, at det firma, der har vundet udbuddet, ikke har et produkt, som man med sikkerhed kan sige er uden problemer.
Svar (14/8 03)
Indenrigs- og sundhedsministeren
(Lars Løkke Rasmussen):Som det er spørgeren bekendt havde Amtsrådsforeningen forud for regeringens fremsættelse af lovforslag L 201 af 17. april 2002 om fremskaffelse af humant blod til lægemiddelformål m.v. (blodforsyningsloven) over for regeringen tilkendegivet, at amterne i forlængelse af lovforslagets vedtagelse ville være indstillet på at indføre en ordning med licitation over oparbejdningen af sygehusenes indsamlede plasma til blodprodukter.
Den artikel i Børsen, som spørgeren henviser til, omtaler en sådan udbudsforretning vedrørende fremstilling af blodprodukter på grundlag af dansk plasma, som amterne netop har gennemført via Amgros I/S.
Ifølge artiklen har Amgros I/S indgået aftale med firmaet ZLB Bioplasma ApS om opgaven.
Jeg kan imidlertid oplyse, at Amtsrådsforeningen overfor Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at amterne/Amgros I/S har annulleret den omhandlede udbudsforretning.
Det hedder bl.a. i den annullationsmeddelelse, som er sendt til EU-kommissionen, at: »I forbindelse med vurdering af de modtagne tilbud er ordregiver blevet opmærksom på, at udbudsmaterialet på en række punkter har været uklart og derfor har kunnet give anledning til berettiget tvivl om udbudsmaterialets indhold.«
Endvidere er det afslutningsvist i annullationsmeddelelsen oplyst, at: »På baggrund af en samlet vurdering af udbudsmaterialet og de modtagne tilbud har ordregiver vurderet, at det ikke er muligt at indgå kontrakt med nogen af tilbudsgiverne uden at dette vil medføre en betydelig risiko for, at de udbudsretlige principper om ligebehandling og gennemsigtighed vil blive tilsidesat. Som følge heraf har ordregiver besluttet at annullere udbuddet. Der vil snarest blive foretaget et nyt udbud«.
Som følge af annullationen af udbuddet finder jeg ikke baggrund for nærmere at kommentere oplysningerne i artiklen i Børsen.
Besvaret sammen med spm. nr. S 4110
Besvaret sammen med spm. nr. S 4111
Besvaret sammen med spm. nr. S 4112