Hjælpemenu

Hovedmenu

Om grundloven og EU-konventets forfatningsudkast.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 3778

Til statsministeren (27/6 03) af:

Peter Skaarup

(DF):

»På hvilken baggrund mener statsministeren, at der ikke umiddelbart er anledning til at antage, at der skulle være tale om en konflikt mellem forfatningsudkastet og grundloven, og i forlængelse heraf, hvorledes hænger denne konklusion sammen med, at ministeren i øvrigt afviser at forholde sig til indholdet i forfatningsudkastet?«

Begrundelse

Der henvises til statsministerens svar på spørgsmål nr. S 3475, hvoraf det fremgår, at statsministeren ikke vil iværksætte en juridisk udredning af konflikterne mellem grundloven og EU-Konventets forfatningsudkast. Statsministeren begrunder dette i, at der ikke er tale om en fuldt færdig forfatning, idet udkastet skal være genstand for yderligere drøftelser på regeringskonferencen.

Spørgeren forstår ikke, hvordan statsministeren på samme tid kan afvise at forholde sig til indholdet af forfatningsudkastet, samtidig med at statsministeren fastslår, at der efter regeringens opfattelse ikke er anledning til at antage, at der skulle være tale om en konflikt mellem forfatningstraktaten og grundloven.

Svar (7/8 03)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. S 3475 af 28. maj 2003, finder regeringen ikke umiddelbart anledning til at antage, at der skulle være tale om en »konflikt« mellem Konventets udkast til forfatningstraktat og Grundloven.

Udkastet til forfatningstraktat vil danne udgangspunkt for indkaldelse af den kommende regeringskonference, der skal forhandle og undertegne et endeligt udkast til nyt traktatgrundlag for EU-samarbejdet, og i overensstemmelse med sædvanlig praksis vil Justitsministeriet, når regeringskonferencens endelige udkast til forfatningstraktat foreligger, udarbejde en redegørelse om de forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med ratifikation af traktaten.