Hjælpemenu

Hovedmenu

Om metoder til vurdering af, om statsstøtte opfylder policyformål.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 3525

Til økonomi- og erhvervsministeren (3/6 03) af:

Kim Sejr

(RV):

»Hvad kan ministeren oplyse om metoder til vurdering af, hvorvidt statsstøtte opfylder policy-formål eller ej?«

Begrundelse

Ifølge Kommissionens 32. beretning om konkurrencepolitikken anføres det, at det samlede niveau for statsstøtte i EU er for højt og indebærer risiko for konkurrenceforvridning. Ifølge Kommissionen er der behov for såvel restriktioner som kontrol med statslig erhvervsstøtte.

Kommissionen har tidligere iværksat en undersøgelse af mulighederne for at udvikle metoder til at vurdere, om forskellige former for statslig erhvervsstøtte bidrager til opfyldelse af policy-formål. Desuden er det planen at få etableret nogle generelle indikatorer, der skal lette medlemsstaternes muligheder for at måle effektiviteten af støtte.

Endelig har det været under overvejelse at få fastsat økonomiske kriterier til måling af statsstøttens virkning på konkurrencen.

Det ønskes oplyst, hvad status er på disse initiativer samt ministerens holdning til disse.

Svar (13/6 03)

Økonomi- og erhvervsministeren

(Bendt Bendtsen):

Kommissionen præsenterede sin statusrapport om mindskelse og omlægning af statsstøtte for Rådet (Konkurrenceevne) den 26. november 2002. Statusrapporten beskriver bl.a. en række af Kommissionens kommende initiativer og overvejelser på statsstøtteområdet.

For det første vil Kommissionen udvikle generelle indikatorer, der kan gøre det lettere for medlemsstaterne at måle effektiviteten af støtte. Til brug herfor har Kommission bestilt en undersøgelsesrapport hos et eksternt konsulentfirma. Kommissionen har oplyst, at den vil stille de endelige resultater af undersøgelsen til rådighed for medlemsstaterne.

For det andet overvejer Kommissionen, om der kan fastsættes økonomiske kriterier til måling af statsstøttens indvirkning på konkurrencen. Kommissionen vil i den forbindelse overveje, hvilken betydning disse målinger skal have i statsstøttesager. Kommissionens udspil på dette område afventer vi med interesse.

For det tredje vil Kommissionen ændre retningslinierne for medlemsstaternes årlige statsstøtteindberetninger. Målet er at skabe højere ensartethed og kvalitet i indberetningerne. Kommissionen har endnu ikke fremlagt et udkast til drøftelse blandt medlemsstaterne.

Sidst men ikke mindst opfordrede Kommissionen i statusrapporten medlemsstaterne til i løbet af foråret 2003 at bidrage med oplysninger om de nationale tiltag, der er taget for at opfylde de tidligere vedtagne topmødekonklusioner. Det er sigtet, at disse bidrag skal drøftes på et multilateralt møde i Kommissionen i løbet af juli måned.

Fra dansk side hilser vi Kommissionens initiativer velkommen, da de er med til at sikre, at målsætningerne om reduktion og omlægning af statsstøtten føres ud i livet.

Statsstøttepolitikken og opfyldelse af konklusionerne fra Det Europæiske Råd var et vigtigt indsatsområde for det danske EU-formandskab i 2002, hvor regeringen arbejdede aktivt for en reduktion af den mest konkurrenceforvridende statsstøtte. Dette arbejde resulterede i, at Rådet (Konkurrenceevne) den 26. november 2002 vedtog et forslag til rådskonklusioner, som målretter bestræbelserne på at nedbringe statsstøtten og dens konkurrenceforvridende effekter.

Den danske regering støtter Kommissionens initiativer og opfordrer Kommissionen til at prioritere dette arbejde højt.