Om forskelsbehandling af danskere og ikkedanskere som som følge af lovgivning.

Spm. nr. S 3319

Til indenrigs- og sundhedsministeren (14/5 03) af:

Peter Brixtofte

(UFG):

»Hvor mange love (inden for ministeriets område) - og hvilke - forskelsbehandler danskere fra ikkedanskere, og er de pågældende love i overensstemmelse med EU-traktatens bestemmelse om, at der ikke må diskrimineres på nationalt grundlag, og i overensstemmelse med FN's menneskerettigheder?«

Svar (4/6 03)

Indenrigs- og sundhedsministeren

(Lars Løkke Rasmussen):

Der forekommer ikke i sygehuslovgivningen forskelsbehandling mellem danskere og ikkedanskere.

Retten til ydelser efter denne lovgivning er betinget af, at personen har bopæl her i landet eller opholder sig her midlertidigt. Ved bopæl er der fuld ret til vederlagsfri sygehusydelser. Ved ophold er denne ret begrænset til vederlagsfri akutydelser.

Vedr. lovbekendtgørelse nr. 272 af 19. april 2001 - lægeloven - stilles der ikke krav til nationalitet, statsborgerskab, fast bopæl eller lign.

Jeg kan dog oplyse, at der i en note til den gældende lægelov henvises til en bekendtgørelse, der hjemler en lempeligere adgang for EF-statsborgere end for borgere fra 3.lande til at opnå autorisation til at virke som læge i Danmark. Der skelnes således ikke specifikt mellem danskere og andre nationaliteter, ligesom der er tale om lovlig forskelsbehandling hjemlet i en række EF-direktiver med henblik på at fremme arbejdstageres fri bevægelighed inden for EU, jf. bekendtgørelse nr. 9 af 7. januar 2003 om ændring af bekendtgørelse om EF-statsborgeres adgang til udøvelse af lægegerning i Danmark (forenklet ajourføring af fortegnelser over eksamensbeviser mv.).

I lovbekendtgørelse nr. 657 af 28. juli 1995 – Apotekerloven - forekommer der ikke forskelsbehandling mellem danskere og ikkedanskere.

Jeg kan supplerende oplyse, at Apotekerlovens § 15, stk. 2, nr.1, tidligere har indeholdt en bestemmelse, hvorefter det var en betingelse for at kunne udnævnes til apoteker, at pågældende havde dansk indfødsret eller var statsborger i en stat, som har ratificeret eller tiltrådt Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Denne bestemmelse blev imidlertid ophævet ved lov nr. 1042 af 23. december 1998.

I lov nr. 634 af 17. december 1976 om tilbud om gratis vaccination mod visse sygdomme er der fastsat regler om tilbud om gratis vaccination mod visse smitsomme sygdomme, hvor der gælder krav om bopæl her i landet.

Konkret drejer det sig om bekendtgørelse nr. 305 af 13. maj 1993 om gratis vaccination mod visse smitsomme sygdomme mv., som ændret ved bekendtgørelse nr. 922 af 19. oktober 2001, hvor kravet er dansk indfødsret eller bopæl her i landet. Endvidere drejer det sig om bekendtgørelse nr. 754 af 9. september 2002 om midlertidig gratis influenzavaccination til alle over 65 år, som ændret ved bekendtgørelse nr. 921 af 19. november 2002, hvor kravet er bopæl her i landet.

Loven med tilhørende bekendtgørelser er efter min opfattelse i overensstemmelse med EU-retten og FN’s menneskeretskonventioner.

Jeg kan oplyse, at følgende love mv. stiller krav om dansk statsborgerskab:

Lov om valg til Folketinget (lovbekendtgørelse nr. 261 af 18. april 2001),

Lov om kommunale valg (lovbekendtgørelse nr. 263 af 18. april 2001),

Lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet (lovbekendtgørelse nr. 264 af 18. april 2001),

Lov om folketingsvalg på Færøerne (lov nr. 458 af 30. juni 1993),

Lov om folketingsvalg i Grønland (lovbekendtgørelse nr. 255 af 28. april 1999) og

Lov om øen Saltholms stilling i kommunal henseende og om ordningen af forholdet mellem øens ejere indbyrdes (lov nr. 360 af 30. juni 1919, jf. datasammenskrivning nr. 9001 af 1. oktober 1986).

De fem nævnte valglove opfylder Danmarks internationale forpligtelser.

Lov om kommunale valg og lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet er således i overensstemmelse med den EU-retlige regulering, der gælder for disse områder. I tilslutning hertil kan jeg oplyse, at EU-retten ikke regulerer forhold omkring valg til de nationale parlamenter.

Endvidere kan jeg oplyse, at det er i overensstemmelse med FN’s Verdenserklæring for menneskerettigheder, at stemmeberettigede ved valg til Folketinget skal have dansk indfødsret.

Vedr. Saltholmsloven, hvori det bestemmes, at kun personer, som er i besiddelse af dansk indfødsret, kan erhverve medejendomsret til Saltholmen, kan jeg oplyse følgende:

Ved statens salg af Saltholm i 1873 blev Amagerlandbrugernes græsningsrettigheder på Saltholm konverteret til en ejendomsret for de græsningsberettigede i fællesskab. De særlige ejerforhold m.v. gav imidlertid anledning til en række vanskeligheder - både offentligretligt og privatretligt - som førte til, at der i 1919 på grundlag af et udvalgsarbejde blev vedtaget den lov, som siden har været gældende uændret. Kravet om dansk statsborgerskab som betingelse for at blive ejer af Saltholmshartkornet, blev - som følge af, at øen forblev på private hænder - indsat under lovens behandling i Folketinget.

For så vidt angår Saltholmslovens overensstemmelse med Danmarks internationale, herunder EU-retlige forpligtelser vil jeg foranledige dette forhold nærmere undersøgt.

I lov nr. 426 af 31. maj 2000 om Det Centrale Personregister (CPR-loven)

er efter lovens § 1, nr.3, et af formålene med CPR-loven at sikre, at enhver folkeregistreres på den adresse, hvor vedkommende faktisk bor eller opholder sig.

Det følger dog af lovens § 17, stk.1, at registrering i CPR af tilflytning fra udlandet for ikkenordiske statsborgere forudsætter, at disse enten har opholdstilladelse eller -bevis efter udlændingeloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf eller har en bekræftelse fra Udlændingestyrelsen på, at de efter udlændingelovgivningen er fritaget for opholdstilladelse eller –bevis.

Loven er efter min opfattelse i overensstemmelse med EU-retten og FN’s menneskeretskonventioner.

Af lovbekendtgørelse nr. 694 af 13. juli 2001 om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner fremgår det, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet yder tilskud til kommuner, der har væsentlige udgifter til indvandrere. Tilskuddet er således rettet mod kommunerne, og og der er vel nærmest tale om en positiv forskelsbehandling.

Endelig kan jeg oplyse, at det følger af Grundlovens § 81, at »Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.«

Denne forpligtelse er nærmere reguleret i Værnepligtsloven (lovbekendtgørelse nr. 470 af 17. juni 2002), hvoraf det bl.a. følger, at

»§ 1. Enhver dansk mand er undergivet værnepligt (værnepligtig).

§ 3, stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren kan tillade udenlandske mænd at gøre værnepligtstjeneste, når særlige omstændigheder taler derfor, og det ikke strider mod overenskomst med fremmed stat. Medmindre indenrigs- og sundhedsministeren bestemmer andet, gælder lovgivningens bestemmelser om værnepligtige for den, der har opnået sådan tilladelse, så længe han er bosat i landet.«

Værnepligtsloven gør således forskel på danske statsborgere og ikke-danske statsborgere. Denne forskelsbehandling er imidlertid ikke i strid med internationale konventioner mv., herunder EU-retten.