Om EU's medlemmer samlet eller hver for sig forhandler med afghanske myndigheder om hjemsendelse af afviste asylansøgere.
Spm. nr. S 3083
Til integrationsministeren (30/4 03) af:
(DF):»Kan ministeren oplyse, om landene i EU forhandler enkeltvis med myndighederne i Afghanistan om at indgå aftaler om at modtage egne statsborgere, eller om der på EU-plan foregår en koordineret forhandling om dette emne?«
Svar (9/5 03)
Integrationsministeren
(Bertel Haarder):Den 28. november 2002 vedtog EU under dansk formandskab en plan for tilbagevenden til Afghanistan. Der pågår for tiden i EU under Kommissionens ledelse forhandlinger med de afghanske myndigheder om implementering af planen. Planen omfatter såvel frivillig som tvangsmæssig hjemsendelse.
Herudover arbejder flere lande, herunder Storbritannien, på bilateralt at gennemføre udsendelser til Afghanistan. Det er besluttet, at planen og bilaterale aftaler kan forhandles parallelt for ikke at risikere en forsinkelse af udsendelsernes iværksættelse. For så vidt angår de danske myndigheders bilaterale forhandlinger med myndighederne i Afghanistan henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. S 3081 stillet af samme spørger.