Hjælpemenu

Hovedmenu

Om EU vil ændre på Danmarks aktieselskabssystem med A- og B-aktier.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2896

Til økonomi- og erhvervsministeren (16/4 03) af:

Colette L. Brix

(DF):

»Vil ministeren redegøre for hans holdning til det danske system med A- og B-aktier, herunder hvilke initiativer ministeren agter at tage for at bibeholde dette system, og i forlængelse heraf hvorledes ministeren har tænkt sig at imødegå et kommende EU-direktiv, som vil gøre det lettere at overtage virksomheder, der har været kontrolleret af familiefonde?«

Begrundelse

Spørgeren henviser til omtale i Politiken den 15. april 2003, hvoraf det fremgår, at EU på ministerrådsmødet den 19. maj forventes at vedtage et direktiv, der vil gøre det lettere at overtage virksomheder, der hidtil har været kontrolleret af familiefonde gennem et frontalangreb mod blandt andet det danske system med A- og B-aktier. Direktivforslaget indeholder en gennembrudsklausul, som medfører, at A-aktierne mister deres særlige status, hvis en køber får rådighed over 75 pct. af alle aktierne i selskabet. Ifølge bestyrelsesformand i Novo Nordisk, Mads Øvlisen, kan selv virksomheder af Novo Nordisk's størrelse risikere fjendtlig overtagelse. Også Knud Pontoppidan, direktør i A. P. Møller, vurderer, at det nye direktiv vil få negative konsekvenser både for beskæftigelsen og produktionen i Danmark. Henning Dyremose, koncernchef i TDC, deler denne opfattelse. Det fremgår desuden af artiklen, at en juridisk sagkyndig har udtrykt bekymring over direktivforslaget.

Svar (29/4 03)

Økonomi- og erhvervsministeren

(Bendt Bendtsen):

Det er min holdning, at danske selskaber skal have de bedst mulige betingelser for at agere i deres markeder. Den danske aktieselskabslov indeholder mulighed for, at det enkelte selskab, både i stiftelsessituationen og ved efterfølgende tilpasninger, kan strukturere sig, så det står bedst muligt rustet i forhold til sin konkrete konkurrencesituation.

Anvendelse af A- og B-aktier er blot en af de muligheder, der indgår i selskabernes frie dispositionsret til selv at fastlægge den ejerstruktur, som passer til det konkrete selskab og dets erhvervsvilkår. Der er tale om et fuldstændigt åbent og gennemsigtigt system.

I begyndelse af dette år fremsatte Socialdemokratiet Beslutningsforslag B 51 om ændring i revisor-, regnskabs- og selskabslovgivningen, der bl.a. havde til hensigt at fjerne mulighederne for fremover at stifte selskaber med A- og B-aktier. Som bekendt gik regeringen – støttet bl.a. af Dansk Folkeparti - imod dette forslag.

For så vidt angår det kommende EU-direktiv, der kun retter sig til børsnoterede selskaber, er der tale om et forslag, der stadig forhandles i Rådets arbejdsgruppe for selskabsret. Der er tale om en kompliceret forhandlingssituation, der på det seneste har taget en drejning, hvor der – i modstrid med de nordiske landes interesser – er stillet forslag om, at A- og B-aktier inkluderes i direktivets såkaldte gennembrudsregel. Regeringen indgår i et tæt samarbejde med de øvrige nordiske lande, og der arbejdes ihærdigt på at begrænse de elementer i forslaget, der er årsag til bekymring i dansk erhvervsliv. I den forbindelse er der tæt kontakt til de øvrige medlemslande, formandskabet, Kommissionen og Parlamentet.

Ikke mindst af hensyn til den komplicerede forhandlingssituation er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at sige noget nærmere den endelige udformning af direktivet. Følgelig er det også endnu for tidligt at vurdere forslagets konsekvenser.