Hjælpemenu

Hovedmenu

Om kommende EF-direktiv om aktieselskaber strider mod grundloven.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2895

Til økonomi- og erhvervsministeren (16/4 03) af:

Colette L. Brix

(DF):

»Hvilke overvejelser giver juraprofessor ved Københavns Universitet, Henrik Zahles, analyse af det kommende EU-direktiv som værende i strid med den private ejendomsret, anledning til herunder hvorvidt EU-direktivet kan tænkes at stride imod Danmarks Riges Grundlov og i forlængelse heraf hvorvidt ministeren vil være beredt til at indgive sag ved EU-domstolen?«

Begrundelse

Spørgeren henviser til omtale i Politiken den 15. april 2003, hvoraf det fremgår, at EU på ministerrådsmødet den 19. maj forventes at vedtage et direktiv, der vil gøre det lettere at overtage virksomheder, der hidtil har været kontrolleret af familiefonde gennem et frontalangreb mod blandt andet det danske system med A- og B-aktier. Direktivforslaget indeholder en gennembrudsklausul, som medfører, at A-aktierne mister deres særlige status, hvis en køber får rådighed over 75 pct. af alle aktierne i selskabet. Ifølge bestyrelsesformand i Novo Nordisk, Mads Øvlisen, kan selv virksomheder af Novo Nordisk's størrelse risikere fjendtlig overtagelse. Også Knud Pontoppidan, direktør i A. P. Møller, vurderer, at det nye direktiv vil få negative konsekvenser både for beskæftigelsen og produktionen i Danmark. Henning Dyremose, koncernchef i TDC, deler denne opfattelse.

Af artiklen fremgår det yderligere, at professor i jura ved Københavns Universitet, Henrik Zahle, mener, at forslaget er udtryk for et angreb på den private ejendomsret.

Det er spørgerens opfattelse, at ministeren bør overveje en sag ved EU-domstolen, hvis forslaget gennemføres i sin nuværende form, idet der er tale om et forslag, der potentielt kan være endog særdeles alvorligt for dansk økonomi og beskæftigelse.

Svar (29/4 03)

Økonomi- og erhvervsministeren

(Bendt Bendtsen):

Som jeg gentagne gange har givet udtryk for bl.a. i EU-regi og i medierne, er jeg meget opmærksom på de mulige juridiske problemer, som et direktiv om overtagelsestilbud måtte give anledning til.

Jeg har derfor anmodet Justitsministeriet om at foretage en selvstændig vurdering af direktivforslagets mulige juridiske problemstillinger. Jeg afventer for øjeblikket en tilbagemelding herpå.