Om store folkelige demonstrationer mod en mulig krig i
Spm. nr. S 2454
Til statsministeren (14/3 03) af:
(SF):»Hvilke indtryk har de store folkelige demonstrationer i weekenden mod krigen i Irak efterladt hos statsministeren?«
Svar (25/3 03)
Statsministeren
(Anders Fogh Rasmussen):Ingen ønsker en krig i Irak. Det gør regeringen ikke, det gør EU ikke og det gør medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd ikke.
En fredelig løsning på Irak-konflikten har hele tiden været ønsket hos os alle, og det er blevet gentaget igen og igen. Derfor har det internationale samfund over 12 år stillet rimelige krav til Irak om afrustning på fredelig vis.
Det har Saddam Hussein ikke ønsket. Afgørelsen har hele tiden været hans, om han ville leve op til det ufravigelige krav om nedrustning. Han har med åbne øjne og uden tvivl om de nødvendige konsekvenser kastet sit folk og sit land ud i den situation, hvori det nu befinder sig.
Hvis Sikkerhedsrådets enstemmige krav skal have nogen mening, må der sættes trussel om magtanvendelse bag kravene, når det drejer sig om uberegnelige og uansvarlige diktatorer som Saddam Hussein. Denne trussel må det internationale samfund også være rede til at føre ud i livet, når diplomatiet og de fredelige midler ikke virker.