Om løsning af Irakkrisen, hvis FN's Sikkerhedsråd ikke

Spm. nr. S 2351 - besvaret 12/03-2003

2) Til statsministeren af:
Villy Søvndal (SF):
»Hvad drager den danske regering af konklusioner med hensyn til en løsning af Irakkrisen efter Blix' afrapportering i FN's Sikkerhedsråd den 7. marts 2003, og mener statsministeren, at USA har ret til at starte en krig mod Irak, selv om det sker uden Sikkerhedsrådets opbakning, og vil regeringen trække det danske styrkebidrag tilbage, hvis der ikke foreligger opbakning fra Sikkerhedsrådet?«

Villy Søvndal (SF):
Jeg blev meget glad, da jeg så statsministerens udmelding i går under overskriften: »Gemmeleg på være slut«, for jeg tænkte, at det da ville betyde, at nu indser statsministeren, at han er nødt til at svare på, hvad den danske situation er. Jeg har jo i månedsvis efterlyst et klart svar fra statsministeren på, hvad den danske position er i forhold til en krig, der bliver uden for FN, hvor statsministeren som et mantra har sagt, at vi var forankret i FN, og alle andre typer af svar ville han ikke forholde sig til.
Det står jo klart, at USA ikke får et flertal i FN's Sikkerhedsråd for en krig mod Irak, på samme måde som det står klart, at i hvert fald to af de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, nemlig Rusland og Frankrig, vil nedlægge veto. Derfor ser jeg meget frem til, at statsministeren nu endelig bekræfter, at det er helt utænkeligt, at den danske regering støtter op bag et USA-ledet angreb på Irak, der ikke har noget som helst mandat fra FN.

Kl. 13.05

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Hr. Villy Søvndal har mange spørgsmål indeholdt i sit spørgsmål, og nu vil jeg tage fat på ét af de spørgsmål, som hr. Villy Søvndal har stillet. Lad os starte med, hvad jeg mener om den rapport, som våbeninspektørerne afgav i Sikkerhedsrådet i fredags, og lad mig starte med at sige, at det selvfølgelig er positivt, at våbeninspektørerne kunne pege på enkelte fremskridt som f.eks. den påbegyndte destruktion af farlige missiler.
Men jeg vil også godt understrege, at det ikke løser det internationale samfunds problem, nemlig at Saddam Hussein ikke lever op til Sikkerhedsrådets krav om afrustning, og at Irak kun samarbejder lidt, kun samarbejder under pres og kun samarbejder i sidste øjeblik.
Det, der står fast, er, at Iraks redegørelse over sine masseødelæggelsesvåben fra den 7. december sidste år er mangelfuld, og i fredags gentog våbeninspektørernes leder, Hans Blix, skuffelsen over denne mangelfulde redegørelse. Vi må holde fast i, at resolution 1441 kræver, at Saddam Hussein samarbejder øjeblikkeligt, aktivt og betingelsesløst med FN, og det har hidtil ikke været tilfældet. Regeringens position er nøjagtig den samme i dag, som den har været hele vejen igennem, nemlig at videre skridt i forhold til Irak skal være forankrede i FN, og derfor støtter vi de bestræbelser, der er på at få vedtaget en ny resolution i FN's Sikkerhedsråd.

Villy Søvndal (SF):
Tak for svaret.
Jeg synes ikke, man kan sige,at det var båret af større klarhed end de forudgående svar, men jeg vil trods alt kvittere for den, synes jeg, imødekommelse, der var fra statsministerens side, nemlig at Blix' afrapportering meldte om fremskridt.
Jeg tror også, at statsministeren kan huske, at det, der var hovedbudskabet fra Blix, var, at der var brug for mere tid - ikke år, ikke uger, men måneder - og det var lige præcis også positionen i et flertal af landene i Sikkerhedsrådet, at der skal mere tid til det. Det er den fransk-tyske position, den fransk-tysk-russiske position, det er Kinas position, det er positionen fra de fem lande, der betegnes som de usikre i den nuværende fase, at der er brug for mere tid.
Derfor igen et spørgsmål til statsministeren: Er det så ikke helt fornuftigt, at den danske regering, der normalt er tilhænger af internationale regler, også tilslutter sig den linje hos et flertal af landene i Sikkerhedsrådet, der siger: Vi har brug for mere tid, vi har brug for mere tid for at sikre, at det er afvæbning på fredelig vis, der er alternativet til den krig, der får ufatteligt store humanitære konsekvenser.
Der savner jeg sådan set, at statsministeren i klare vendinger tilsluttede sig det flertal i FN's Sikkerhedsråd, der ligger på en linje, der hedder: Der er behov for mere tid, for Sikkerhedsrådets vurdering er, at våbeninspektørernes arbejde skrider frem, at de afslører, at de ødelægger våben, der ellers kunne bruges i en krig. Derfor ville det være helt uforståeligt, hvis et enkelt land brød de internationale spilleregler ved at kortslutte den her proces ved at indlede en krig.
Derfor synes jeg, at statsministeren i dag meget klart skal give udtryk for, at en sådan kortslutning af det her fra USA's side vil blive mødt af meget markante danske protester.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Der, der først og fremmest er brug for, er, at der bliver sat en klar tidsfrist for Saddam Hussein til nu endelig at leve op til de krav, det internationale samfund har stillet gennem FN. Det er derfor, vi støtter bestræbelserne på at få vedtaget en ny resolution med en klar tidsfrist.
Hvor lang den tid så skal være, jamen det synes vi, at Sikkerhedsrådet er bedst til at vurdere. Der ligger den danske regering fuldstændig på den fælles linje, som blev besluttet af stats- og regeringscheferne i enighed i EU den
17. februar på det ekstraordinære topmøde i Bruxelles, hvor vi netop sagde, at det bør være en beslutning, der ligger i FN's Sikkerhedsråd, hvor meget tid våbeninspektørerne har brug for, og hvilke ressourcer våbeninspektørerne har brug for. Men jeg synes under alle omstændigheder, at der er behov for en klar tidsfrist, således at vi kan få en afklaring på den her situation. Det synes jeg ville være bedst for alle parter, og så er det Sikkerhedsrådet, der må afgøre, hvornår den tidsfrist skal være.

Villy Søvndal (SF):
Tak igen for svaret, og jeg er for så vidt meget enig i statsministerens konklusion, nemlig at det er Sikkerhedsrådet, der er bedst til at vurdere, hvor lang tid man har brug for, fair nok.

Kl. 13.10

Når det, hvad alt tegner til, allerede i løbet af den her uge ender med, at et flertal i Sikkerhedsrådet vil sige, at der er brug for mere tid, så er situationen jo også meget klar, hvis statsministeren står ved det, han lige har sagt, nemlig at så er der brug for den yderligere tid, som et flertal i Sikkerhedsrådet beder om. Og hvis nogen kortslutter den proces ved at sige, at der ikke er brug for mere tid,
f.eks. den amerikanske regering ved at starte en krig, så er det i lodret modstrid med det, statsministeren lige har udtalt, nemlig at det er Sikkerhedsrådet, der har fortolkningsretten til, hvornår der er brug for mere tid, og ikke enkelte medlemmer af Sikkerhedsrådet. Kofi Annan, FN's generalsekretær, sagde det jo meget skarpt i går. Jeg citerer fra Ritzau: »Hvis USA vælger at gå uden om FN's Sikkerhedsråd, vil det være i strid ...« - vil det være i strid - »... med FN's charter.« Det sagde Kofi Annan i går ifølge Ritzau. Jeg vil spørge: Deler statsministeren den vurdering, og var det her et udtryk for, at man slet ikke kan forestille sig Danmark støtte op bag et land, der går enegang i den her situation?

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
For det første vil jeg sige, at jeg tror slet ikke, situationen er så enkel, som hr. Villy Søvndal beskriver det, når det gælder den kommende afstemning i FN's Sikkerhedsråd, og jeg vil i hvert fald ikke begive mig ind i gisninger om udfaldet af den afstemning, der skal finde sted. Det er det første, jeg gerne vil sige.
Det andet er, at jeg heller ikke går ind på den leg med spekulative forestillinger om, hvorledes man skal forholde sig til tænkte situationer, som hr. Villy Søvndal kunne finde på at stille op. Foreløbig foregår der altså bestræbelser i FN's Sikkerhedsråd på at få vedtaget en ny resolution. Da det hele tiden har været regeringens opfattelse, at videre skridt skal være forankret i FN's Sikkerhedsråd, støtter vi naturligvis også bestræbelserne på at få vedtaget en sådan resolution.

Villy Søvndal (SF):
Det er nu underligt, at statsministeren så forhærdet nægter at forholde sig til den virkelighed, der præger debatten i den øvrige del af verden i medier, i diskussioner, i FN's Sikkerhedsråd osv., hvor stort set alle landes nationale parlamenter, bortset fra det danske, der helt uden undtagelse lægger sig fuldstændig fladt for USA, diskuterer, hvad der er bedst for dem.
Den danske regerings mantra er, at det, der er godt for USA, er under alle omstændigheder også det, der er bedst for Danmark, og derfor nægter statsministeren konsekvent at forholde sig til det.
Det synes jeg er dumt alene af den grund, at USA jo har sagt, at inden udgangen af denne uge vil de have en afstemning i Sikkerhedsrådet. Dermed kommer den situation, hvor USA står alene i forhold til et flertal i Sikkerhedsrådet allerede i løbet af denne uge, og på det tidspunkt vil statsministeren jo ikke længere kunne gemme sig bag sit mantra. Var det så ikke klogt, hvis man vil føre aktivistisk udenrigspolitik, at sige noget, inden en situation faktisk er en situation, man ikke længere er i stand til at påvirke?

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg kan kun sige til hr. Villy Søvndal, at udfaldet af den afstemning, der måtte finde sted i FN's Sikkerhedsråd, er der ingen af os, der kender, og jeg giver mig altså ikke ind i spekulative forestillinger på baggrund af et afstemningsresultat, vi ikke kender.
Vi forholder os til afstemningsresultatet, når vi har set det.

Peter Skaarup (DF):
Jeg vil spørge statsministeren, om statsministeren egentlig ikke er enig i, at det er oplevelsen af en meget uskøn affære, man kan få af det, der foregår i øjeblikket i FN's Sikkerhedsråd. Der er en række lande med, Angola f.eks., Syrien, andre lande, som der i øjeblikket bejles til både af USA, men også af Frankrig og andre lande i forsøget på at få de lande med på en eller anden linje, som man ønsker sig fra nogle af de store lande i FN's Sikkerhedsråd.
Men er statsministeren ikke enig i, at det er en meget uskøn affære, hvis det er et spørgsmål om, hvor mange dollar eller hvor mange franc eller hvor mange løfter, man i øvrigt kan give om forskellige ting og sager til sådanne lande? Er det i hele taget rimeligt, at det militære pres, det pres diplomatisk, som har ligget på Saddam Hussein igennem 12 år, hvor han ikke overholdt nogen af de resolutioner, han skulle overholde, i sidste ende gøres op i, om man kan give lidt flere dollar eller lidt flere franc til nogle lande, som i hvert fald ikke er at sammenligne med Danmark og andre lande, der har en demokratisk indgang til de ting, som man skal tage stilling til her? Er det ikke en meget uskøn affære, som man godt kunne have været foruden?

Den fg. formand (Svend Auken):
Så er det hr. Villy Søvndal, og derefter er det statsministeren.

Villy Søvndal (SF):
Jeg savnede et svar, hvor statsministeren forholdt sig til Kofi Annans udtalelse, refereret på Ritzau i går. Jeg citerer lige endnu en gang Kofi Annan, der siger: »Hvis USA vælger at gå uden om FN's Sikkerhedsråd, vil det være i strid med FN's charter.«
Deler statsministeren Kofi Annans opfattelse, netop fordi statsministeren jo hele tiden har lagt vægt på, at det skulle være forankret i FN? Mener statsministeren så, at FN's generalsekretær har ret i sin vurdering? Det er det ene.

Kl. 13.15

Det andet er, at jeg forstår ikke, at statsministeren pludselig bliver uklar i mælet. Når han tidligere har sagt, at det er Sikkerhedsrådet, der er bedst til at vurdere tidsfrister, må det vel også logisk betyde, at hvis et flertal i Sikkerhedsrådet siger, at der er brug for mere tid, og et enkelt land kortslutter det, er det ikke alene i modstrid med FN's charter, men så er det også at gå uden om Sikkerhedsrådet. Så hvis det, statsministeren har sagt i dag, skal give mening, må Danmark da sige fra, medmindre man forveksler en forankring i FN med en forankring i Det Hvide Hus.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Først vil jeg sige til hr. Peter Skaarup, at jeg kunne bestemt have ønsket mig et væsentlig anderledes forløb end det, vi har set.
Det, jeg synes er det dybt beklagelige i situationen, er, at den diskussion, der er opstået, kun gavner én person, nemlig despoten Saddam Hussein, som er den eneste, der vinder ved, at det internationale samfund ikke kan stå sammen. Han vil blive ved med at trække det internationale samfund rundt ved næsen, fordi landene ikke kan finde ud af at stå sammen om at lægge et maksimum af pres på Irak. Det synes jeg er dybt beklageligt, det skal jeg ikke lægge skjul på.
Det er en svaghed for FN, det har givet problemer i NATO, og det kan give problemer for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der er store skadevirkninger af det forløb, vi har set, så jeg deler hr. Peter Skaarups opfattelse af, at vi godt kunne have ønsket et væsentlig anderledes forløb. Men det er jo nu engang demokratiets vilkår, at sådan som reglerne er, er afstemningsprocedurerne også sådan, som de nu er i FN's Sikkerhedsråd. Det er jo lovligt at have forskellige opfattelser, men der er kun én, der profiterer af den internationale uenighed. Det er Saddam Hussein, og det synes jeg er det beklagelige i hele forløbet.
Så vil jeg sige til hr. Villy Søvndal, at det er altså rent faktisk sådan, at det er USA, som ihærdigt forfølger FN-sporet ved sammen med Storbritannien og Spanien at søge at få vedtaget en FN-resolution. Hvad mere vil hr. Villy Søvndal, som gang på gang har efterlyst FN-sporet? Det er dét, USA holder fast i, og der er ingen grund til at gå ind i spekulationer om, hvordan situationen vil være, hvis det nu ikke lykkes. Jeg håber, det lykkes at få truffet en beslutning i FN's Sikkerhedsråd.

Hermed sluttede spørgsmålet.