Hjælpemenu

Hovedmenu

Om lovændringer som følge af implementering af vandrammedirektivet.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2098

Til miljøministeren (20/2 03) af:

Jørn Jespersen

(SF):

»Hvilke lovændringer vil implementeringen af Vandrammedirektivet sandsynligvis medføre?«

Svar (28/2 03)

Miljøministeren

(Hans Christian Schmidt):

Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst følgende:

»Vandrammedirektivet blev vedtaget i oktober 2000 og har til formål at sikre en helhedsorienteret vandplanlægning, der skal danne en ramme for beskyttelse af vandløb og søer, overgangsvande, kystvande og grundvand.

Vandrammedirektivet skal være implementeret i dansk lovgivning ved udgangen af dette år.

En meget stor del af vandrammedirektivet er krav om etablering af en vandadministration. Det skal udpeges vandområder (distrikter), og inden for disse områder skal der etableres en vandområdemyndighed. Denne myndighed har bl.a. en række administrative planlægningsopgaver. Den skal forestå en basisanalyse af vandområdedistriktet, udarbejde indsatsprogrammer og vandområdeplaner. Formålet med planlægningen er, at sikre opfyldelse af de miljømål, der er fastsat i vandrammedirektivet.

Der skal hvert 6. år rapporteres til EU Kommissionen om status for opnåelse af miljømålene.

Der arbejdes i øjeblikket på en regulering af vandområdeplanlægning. Denne regulering skal indeholde den planlægning, som følger af vandrammedirektivet samt udpegning af vandområder og vandområdemyndigheder. Reguleringen vil også indeholde bestemmelser om fastsættelse og opnåelse af miljømålene.

Som følge af den nævnte regulering må der forventes at skulle ske konsekvensrettelser i planloven og vandforsyningsloven, som indeholder planbestemmelser på vandområdet.

Derudover vurderes der også at skulle ske en række ændringer i miljøbeskyttelsesloven, havmiljøloven, vandløbsloven m.fl. Det er for tidligt at kunne sige, præcis hvilke ændringer der bliver tale om, men der forventes ikke at bliver tale om større ændringer. Endvidere forventes der udarbejdet nogle bekendtgørelser, der nærmere fastlægger planlægningsprocedurer m.v.

En gennemgang af vandrammedirektivet og den eksisterende miljølovgivning har vist, at Danmark allerede nu opfylder en meget stor del af vandrammedirektivet.

En stor del af vandrammedirektivet er sammenfatning af allerede gældende EU direktiver, som Danmark for en stor dels vedkommende allerede har implementeret.

I forbindelse med forberedelsen af Vandmiljøplan III arbejdes der bl.a. med udvikling af principper for anvendelsen af virkemidler i forbindelse med udarbejdelsen af indsatsplaner, som vil være nødvendige for at nå de fastsatte miljømål.«