Om det globale sukkermarked.

Til fødevareministeren (7/2 03) af:

»Vil ministeren give en kvantitativ beskrivelse af det globale sukkermarked med produktion, forbrug og de vigtigste handelsstrømme opdelt på bl.a. EU, Everything-but-Arms-lande, Brasilien og andre ulande, samt en vurdering af omkostninger ved at producere sukker i de nævnte regioner og lande, ligesom der ønskes oplysninger om de internationale handelspriser for sukker?«

Kommissionen skal i år fremlægge et forslag til revision af EU's sukkerordning, som er stærkt skadelig for ulandene. Det er vigtigt, at Danmark presser maksimalt på for at få gjort op med ordningen. Til det brug ønskes en række konkrete oplysninger.

Inden for den givne tidsfrist har det ikke været muligt at gennemføre en større selvstændig analyse af det globale sukkermarked. Direktoratet for FødevareErhverv har dog udarbejdet vedlagte notits indeholdende et uddrag af analyser fra Revisionsretten og FO Licht suppleret med diverse øvrige informationer. For mere udførlige oplysninger kan der henvises til følgende litteratur:

• Revisionsrettens Særberetning nr. 20/2000 om forvaltningen af den fælles markedsordning for sukker, med Kommissionens svar (jf. EF-Tidende C 50, 15. februar 2001)
• FO Licht: International Sugar and Sweetener Report, 19. november 2002.
• Fødevareøkonomisk Institut: Reform af EU’s sukkerpolitik.

EU-koordinationskontoret

12. februar 2003

Følgende er et uddrag af analyser fra Revisionsretten og FO Licht, International Sugar and Sweetener Report, suppleret med diverse øvrige informationer:

Over 70% af verdens sukker fremstilles af sukkerrør, som hovedsagelig dyrkes i Asien, Syd- og Mellemamerika, Afrika og Oceanien. Hovedparten af roesukkeret fremstilles i Europa (80%) efterfulgt af Nordamerika (10%) og Asien (8%). I de seneste år har Brasilien overtaget EU’s position som den største producent af sukker i verden med 21,4 millioner tons i 1998/99 sammenlignet med EU’s 17,6 millioner tons. De andre store producenter er Indien (16,9 millioner tons), Kina (9,7 millioner tons) og USA (7,5 millioner tons). AVS-landene har tilsammen en årlig produktion på 3,9 millioner tons.

Sukkerforbruget på verdensplan stiger støt – i 1990’erne med et årligt gennemsnit på 1,4%. Stigningerne er mindst i de industrialiserede lande, som tilsammen tegner sig for en tredjedel af verdens forbrug, og i enkelte af disse lande falder forbruget. Andre steder stiger forbruget stort set i takt med befolkningstilvæksten, som forventes at være på ca. 1% om året de næste 25 år.

Kilde: FO Licht: International Sugar and Sweetener Report, 19. november 2002.

Verdenshandelen domineres af en håndfuld lande. Brasilien, EU, Australien, Cuba og Thailand tegner sig tilsammen for 68% af al eksport af sukker. Fem importører – Rusland, Indonesien, USA, EU og Japan – tegner sig for en tredjedel af al import af sukker. EU indtager en særlig position, fordi EU både har en stor eksport (af hvidt sukker) og en stor import (af rørråsukker).

Kilde: Fødevareøkonomisk Institut: Reform af EU’s sukkerpolitik (Tabel baseret på USDA).

Det sukker, som handles på det internationale marked, har en højere værdi end alle andre afgrøder undtagen hvede. Ca. 28% af den samlede sukkerproduktion sælges på verdensmarkedet, hvorimod tallene er 16% for hvede og 12% for majs. Efter at aftalerne mellem Sovjetunionen og Cuba ophørte, er det kun ca. 10% af de 37 millioner tons sukker, der handles om året, som falder ind under præferenceaftaler. De vigtigste af disse er USA’s toldkontingenter (1,8 millioner tons i 1998) og EU’s sukkerprotokol og særlige præferenceaftaler om sukker med AVS-landene (1,7 millioner tons). EU’s præferenceaftaler har alle mængdemæssige begrænsninger undtagen aftalen med Balkan, hvor sukkeret bare skal have oprindelse på Balkan.

Præferenceaftale

Mængde

AVS/Indien præferencesukker

1,305

AVS/Indien speciel præferencesukker

0,226

WTO-indrømmelsessukker (Cuba, Brasilien)

0,082

Everything But Arms

0,085

Balkan

0,228

Den internationale sukkerhandel er delt stort set ligeligt mellem rørråsukker, som normalt raffineres i aftagerlandet, og hvidt sukker. EU importerer hovedsagelig råsukker til raffinering i EU, men eksporterer hvidt sukker. EU’s største markeder er Mellemøsten (35% af eksporten i 1996-1998), Nordafrika (20%) og andre europæiske lande (16%).

Overskudsproduktionen og den deraf følgende forøgelse af lagrene i løbet af 1990’erne har ført til historisk lave priser på verdensmarkedet. Tidligere har der været voldsomme prissvingninger på verdensmarkedet for sukker, men eksperter i Kommissionen mener, at det er mindre sandsynligt, at der vil forekomme sådanne svingninger i fremtiden. I de industrialiserede lande betragtes sukker som et basisnæringsmiddel, som vil blive købt uanset prisen. Manglende udbud har derfor ført til hurtige prisstigninger. I dag tegner udviklingslandene sig imidlertid for en langt større – og stigende – del af efterspørgslen på verdensplan, og det har gjort markedet mere prisfølsomt. Strukturen i verdenshandelen har ændret sig, og der er mange flere forsyningskilder.

Den følgende tabel giver et overblik over udviklingen i spotpriserne på henholdsvis hvidt sukker (London) og råsukker (New York) i løbet af det sidste års tid. Det fremgår, at priserne for hvidt sukker i løbet af det seneste år er faldet ganske kraftigt, mens priserne på råsukker har været mere stabile. I bilaget (ikke optrykt her) er udviklingen i verdensmarkedsprisen på sukker illustreret for en 10-års periode og sammenholdt med udviklingen i EU’s nettoeksport og Brasiliens eksport af sukker. Verdensmarkedsprisen for sukker har haft meget store udsving i perioden siden 1989, men der har samlet set været en faldende pristendens.

Kilde: Kommissionen (Forvaltningskomiteen for sukker).

En opgørelse over omkostningerne ved produktion af sukkerroer har ikke kunnet fremskaffes. Fødevareøkonomisk Institut har i rapport 126, Reform af EU’s sukkerpolitik, beregnet marginalomkostninger for sukker i EU-landene til at variere fra 19,89 euro pr. tons i Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Østrig til 49,76 euro pr. tons i Italien. Hvad angår omkostningerne ved forarbejdning af roer til hvidt sukker, har Kommissionen forsøgt med data, som er stillet til rådighed af det organ, der varetager sukkerindustriens interesser (CEFS: Det Europæiske Udvalg for Sukkerfabrikanter), men har ikke fundet dem så detaljerede, at de har kunnet kontrolleres. Samme usikkerhed gør sig gældende omkring produktionsomkostninger for rørsukker.

Som eksempel på et udviklingsland, hvor produktionsomkostningerne er højere end de priser, som råsukker eller hvidt sukker kan sælges for på verdensmarkedet (selv om specialprodukter kan sælges med fortjeneste) kan nævnes Mauritius. Mauritius’ sukkerindustri er derfor meget afhængig af at have adgang til at sælge på EU-markedet til garanterede EU-priser. Produktionsomkostningerne i Mauritius er mere end dobbelt så høje som i AVS-lande med mere effektive dyrkningsmetoder (Malawi, Zimbabwe, Swaziland osv.). Det skyldes dels det høje lønniveau, dels det kuperede og bjergrige terræn, som begrænser mulighederne for vanding og mekanisering. Mauritius importerer hvidt sukker til eget forbrug (36.000 tons fra Sydafrika i 1998) for at kunne eksportere mest muligt af landets eget råsukker i henhold til præferenceaftalerne.