Om Kommissionens forslag til reduktion af toldsatser på
Spm. nr. S 1687
Til fødevareministeren (29/1 03) af:
(SF):»Kan ministeren bekræfte, at den model for reduktion af toldsatser på landbrugsområdet, som Kommissionen foreslår i sit udspil til landbrugsforhandlingerne i WTO, og som svarer til den, der blev anvendt i landbrugsdelen af Uruguayrunden, er en meget farlig metode at anvende, fordi der er så mange måder, man kan omgå hensigten (en reel reduktion i omfanget af handelshindringer), og vil regeringen på den baggrund foreslå en markant opstramning, f.eks. ved at EU spiller ud med et (langt mere liberalt og fornuftigt) forslag, der minder om forslaget fra USA og CAIRNsgruppen?«
Begrundelse
Det har skabt enorm bitterhed i den tredje verden, at de rige lande har brugt alle mulige ufine tricks for at undgå, at den reduktion af landbrugstolden, som blev aftalt i Uruguayrunden, blev reel. Den formel, man dengang anvendte for omfanget af reduktionerne, viste sig hullet som en si og åben for stribevis af kreative, men skadelige tolkninger. På den baggrund er det et slag i ansigtet på den tredje verden, når EU foreslår den samme formel.
Svar (5/2 03)
Fødevareministeren
(Mariann Fischer Boel):Det er min opfattelse, at Uruguay-rundens formel for toldreduktioner principielt er en udmærket metode til reduktion af toldsatser, som muliggør væsentlig eller endog fuldstændig eliminering af toldsatser. Metoden udelukker heller ikke, at der kan differentieres mellem toldreduktionerne, således at problemet med enkeltstående meget høje toldsatser eventuelt kunne løses.
Samtidig er markedsadgang dog mere end bare reduktion af told. Reel markedsadgang - ikke mindst for udviklingslandene - i form af større toldkvoter og fornuftig og hensigtsmæssig kvoteadministration i importlandet udgør også en væsentlig del af denne problematik.
Jeg finder alt i alt, at det af Rådet (Generelle anliggender) den 27. januar 2003 vedtagne forslag til modaliteter udgør et godt udgangspunkt for de forestående forhandlinger.