Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Kommissionens udspil til landbrugsforhandlingerne i WTO.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 1686

Til fødevareministeren (29/1 03) af:

Jørn Jespersen

(SF):

»Kan ministeren bekræfte, at når Kommissionen i sit udspil til landbrugsforhandlingerne i WTO foreslår en reduktion af EU's »Aggregate Measure of Support« på 55 pct., er det uden konsekvenser, fordi EU i forvejen udnytter og planlægger at udnytte under 45 pct. af »Aggregate Measure of Support«?«

Begrundelse

Reduktionen på 55 pct. er blevet udråbt som dramatisk. I virkelighed synes der - ud fra landbrugslobbyens synspunkt - at være tale om en gratis omgang, som til gengæld vil være kostbar for forbrugere, skatteydere og den tredje verden.

Svar (5/2 03)

Fødevareministeren

(Mariann Fischer Boel):

EU´s øvre loft for den aggregerede interne landbrugsstøtte (»Aggregate Measurement of Support« (AMS)) aftalt under Uruguay-runden udgør som bunden forpligtelse 67,159 mia. Euro årligt.

Det fremgår af EU´s udspil til modaliteter på landbrugsområdet, at EU foreslår en væsentlig reduktion i WTO-medlemslandenes handelsforstyrrende interne støtte på 55 % af medlemslandenes bundne aggregerede mål for intern landbrugsstøtte.

Heraf følger, at EU´s nye AMS-loft alt andet lige vil blive 30,220 mia. Euro årligt ved afslutningen af implementeringsperioden.

Det kan oplyses, at EU´s aktuelle udnyttelse af EU´s AMS-loft for EU-budget-perioden 1999/2000 i henhold til det af EU til WTO senest notificerede tal udgør 47,885 mia. Euro årligt. Dette betyder, at modalitetspapiret indeholder en AMS-reduktionsforpligt- else for EU i forhold til EU´s seneste notifikation af AMS-forpligtelsen.

Denne del af EU´s forslag til modaliteter på landbrugsområdet i WTO synes således at være et udmærket udgangspunkt for de fortsatte forhandlinger i WTO.

I den forbindelse skal der ikke være tvivl om, at Regeringen arbejder for en langsigtet afvikling af den direkte landbrugsstøtte og for at udfase alle eksportsubsidier og prisstøtteordninger i forbindelse med WTO-forhandlingerne, jf. Folketingets vedtagelse nr. V 13 af den 5. november 2002.