Fælles europæisk linje i spørgsmål om krig i Irak

Spm. nr. S 1555 - besvaret 29/01-2003

6) Til statsministeren af:
Villy Søvndal (SF):
»Mener regeringen, at det er vigtigst, at der er en fælles europæisk linje i spørgsmålet om en Irak-krig, eller at enighed med USA - med eller uden FN-mandat - vejer tungere?«

Villy Søvndal (SF):
Jeg er enig i, at man skal passe på ikke at opfostre monstre, der derefter udvikler sig til noget, man ikke kan styre. Det synes jeg også amerikanerne må overveje både efter Saddam Hussein og også efter Osami bin Laden og andre, de tidligere har haft helt tæt alliance med. Det er jeg enig med statsministeren i.
Det er jo en klar sag, at der i den her diskussion har været en meget stor deling mellem europæiske synspunkter og amerikanske synspunkter. Amerikanerne har hele tiden kørt den meget konfrontatoriske linje, der hedder: Vi vil slå til, når det passer os. det fremgik også af Bush's tale til nationen i nat, hvorimod nogle europæiske lande har udtrykt den besindige holdning; jeg synes i den her sammenhæng specielt Frankrig og Tyskland har gjort det.

Kl. 14.00

Statsministeren har jo lige afsluttet EU-formandskabet, og havde et ønske om at finde større europæisk enighed i udenrigspolitiske spørgsmål. Derfor spørger jeg: Hvad er vigtigst i den her sag for statsministeren, at orientere sig mod Europa eller orientere sig mod venskabet med Bushregeringen?

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg ser ikke noget modsætningsforhold. Det ene udelukker ikke det andet, tværtimod. Det centrale mål her er at få Irak afvæbnet; det er at forhindre, at Saddam Hussein kan bruge masseødelæggelsesvåben mod os. Både FN, EU og USA finder en afvæbning af Irak helt afgørende, og for at nå det mål så skal der til stadighed lægges et maksimum af pres på Saddam Hussein og det irakiske regime. Derfor er det helt afgørende, at det internationale samfund står sammen om den opgave.

Villy Søvndal (SF):
Jeg synes måske ikke, det er klogt af statsministeren at benægte det, der i hvert fald er synligt for enhver, der er i stand til at se og læse, nemlig at der er forskellige opfattelser af det her. Det må statsministeren dog indrømme. Ikke kun mellem regeringerne, men jo i langt højere grad, hvis vi går ned i befolkningerne.
I et land som England er der 82 pct. af befolkningen, der advarer imod en krig. I et land som Frankrig er det på samme niveau. Selv i et land som Danmark, ifølge en meningsmåling i Politiken i søndags, er der et flertal, der er imod en krig - også selv om FN går ind og sanktionerer det. Det overrasker mig, at der er så klare holdninger i befolkningen. Derfor er det her jo både en konflikt mellem USA og Europa eller den nuværende amerikanske regering og Europa, og også i høj grad en folkelig konflikt, hvor der slet, slet, slet, slet ikke i noget europæisk land er forståelse for nødvendigheden af ikke at lade våbeninspektionen få lov til at afslutte deres arbejde; hvor der ikke er forståelse for den konstante krigstromme, der lyder fra USA, og de konstante trusler. Der spørger jeg så statsministeren igen: Var det ikke vigtigere at prøve at danne en europæisk platform, der også siger, at vi har en anden tradition for at løse konflikter, end USA har. Vi har aldrig været så hurtige på aftrækkeren som den nuværende amerikanske præsident. Måske er det netop derfor, at vi med hensyn til konfliktløsning i verden er kommet længere i de konflikter, vi har været vant til at leve med i det europæiske rum end amerikanerne. Eller spurgt modsat: Er der ikke noget farligt ved, at en europæisk leder som statsministeren i den grad er underdanig over for amerikanske synspunkter, som tilfældet er, således at næsten uanset hvad der kommer fra USA, så lyder statsministerens svar: Hvad fatter gør, er altid det rigtige.

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jeg vil gerne sige til hr. Villy Søvndal, at de andre traditioner for konfliktløsning, som hr. Villy Søvndal henviser til, at vi europæere har brugt i tidens løb, har sandelig ikke vist sig at være særlig effektive. Nu behøver vi ikke at gå helt tilbage til situationen i 1930'erne og 1940'erne for at se eksempler på, at den europæiske model til konfliktløsning bestemt førte til fiasko: krig, tragedie.
Vi kunne også gå op til vor egen tid, hvor vi europæere demonstrerede en tragisk afmagt, når det virkelig gjaldt. Lad mig f.eks. nævne borgerkrigene på Balkan fra nyere tid, hvor vi europæere overhovedet intet kunne, hvor der ingenting skete, før amerikanerne kom. Hvor freden først blev genoprettet, da amerikanerne kom.
Så jeg tror, at hr. Villy Søvndal skal være meget forsigtig med at sige, at vi europæere er de eneste, der forstår, hvordan sådan noget her det skal gribes an. Historien modbeviser det. Historien beviser, at det er vi europæere desværre ikke ret gode til.
Men hr. Villy Søvndal har ret i, at jeg går ind for, at vi skal være bedre i Europa til det. Vi skal være bedre til at føre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i Europa. Men det udelukker da ikke, at vi skal have et tæt samarbejde med de amerikanere, som gang på gang har vist sig at være dem, der er de stærkeste garanter for at sikre frihed, fred, sikkerhed.

Kl. 14.05

Villy Søvndal (SF):
Jeg er glad for, at statsministeren endnu en gang bekræfter, at regeringen er optaget af at søge en langt mere forpligtende fælles europæisk udenrigspolitik.
Jeg mener, der er mange modsætningsforhold til amerikanerne, både hvad angår sikkerhedspolitikken, synet på internationale aftaler, synet på miljø, synet på krigsforbryderdomstol osv., osv.
Men vi har selvfølgelig også set en række steder, hvor vi er forbundet med dem. Pointen er vel, at den nuværende regering, Bushregeringen, i den grad på grund af sin meget konfrontatoriske linje, også skærper modsætningsforholdet til mange europæiske lande.
I de mange år, jeg har været optaget af politik, kan jeg ikke huske, at vi har stået så skarpt over for hinanden, som vi gør i øjeblikket, både med hensyn til i synet på Irakkonflikten, og synet på Mellemøstenkonflikten, hvor Bush jo omtalte Sharon som en fredens mand - et synspunkt, statsministeren formentlig heller ikke deler. Derfor står vi jo i en historisk periode, hvor det er utrolig vigtigt, at de europæiske lande udenrigspolitisk finder langt mere forpligtende sammen som en modvægt mod at lade sig dirigere rundt med af USA. Det tror jeg også, at statsministeren er enig i, men det kan godt være, at det er lidt svært for ham at sige det på nuværende tidspunkt.

Jeppe Kofod (S):
Det vil jeg også sige, at vi fra Socialdemokraternes side fuldt og helt deler det synspunkt, at det er vigtigt at styrke en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i Europa.
Jeg skal i forlængelse af det svar spørge, hvordan regeringen vil stille sig, hvis der kommer en militær aktion, en afvikling af Saddam Hussein, uden et klart mandat i FN's Sikkerhedsråd?
Hvis man forestiller sig, at USA alene, eventuelt sammen Storbritannien, går i krig mod Irak, hvordan vil den danske regering så stille sig i sådan en situation?

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Til hr. Jeppe Kofod må jeg svare, at regeringens holdning uændret er den, som vi har givet udtryk for hele tiden, nemlig at videre skridt, der måtte være nødvendige i Iraksagen, skal være forankrede i FN's Sikkerhedsråd.
Det er fortsat vores opfattelse, og så synes jeg ikke, at der er nogen anledning til at gå ind i yderligere spekulationer om, hvad der måtte ske, hvis, såfremt og ifald.
På nuværende tidspunkt følger alle FN-sporet. Det er vi meget glade for, og det er også den fælles EU-linje. Så på det punkt er der jo enighed mellem EU og USA om at forfølge FN-sporet, og det synes vi også er det rigtige.
Og så blot til hr. Villy Søvndal. Når jeg taler om at styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU, så ser jeg ikke det som en konfrontation med USA, men som et samarbejde med USA.

Villy Søvndal (SF):
Jeg ville sige, at det, der er bemærkelsesværdigt ved statsministerens sprogbrug, er, hvor præcist den er afstemt i forhold til Bush' sprogbrug. Det kan være et tilfælde.
Men uanset, hvornår vi diskuterer de kildne spørgsmål, der hvor vandene virkelig skiller, og hr. Jeppe Kofod stiller spørgsmålet, om der skal en FN-beslutning til, så svarer svarer statsministeren: »Det skal være forankret i FN.« Det er ordret efter Bush.
Spørger man: Skal der en ny FN-resolution til? Ja, så svarer statsministeren, at det er ønskeligt, men ikke nødvendigt. Det var svaret sidste onsdag, da vi diskuterede det. Jeg har tit undret mig over, at statsministeren så præcist er i stand til at oversætte de amerikanske ord fuldstændig fejlfrit, men det kan være derfor, at statsministeren er udnævnt til professor ved George Washington universitetet. Det kan være for den der fantastiske evne til fuldstændig fejlfrit at oversætte, hvad Bush' taler går ud på. Jeg synes, det er en imponerende evne
- fuldstændig uden fejl. Og der må jeg medgive helt ærligt:
Jeg har aldrig grebet statsministeren i en fejl.

Jeppe Kofod (S):
Jeg vil gerne takke for svaret, og jeg må forstå det sådan, at statsministeren er enig i den hidtidige danske linje, som vi også fra Socialdemokraterne har støttet, nemlig at alle videre skridt og den videre proces i forhold til Iraksituationen foregår i FN's Sikkerhedsråd.
Det er helt afgørende vigtigt, at man vil gøre alt for at bevare den enighed, der blev opnået den 8. november sidste år, da man vedtog resolution 1441 enstemmigt i Sikkerhedsrådet, i det videre forløb, sådan at man, hvis man kommer ud i en situation, hvor et enkelt land eller to vil gå alene i krig mod Saddam Hussein, så også vil høre en klar dansk afstandtagen fra en sådan situation.
Det synes jeg er utrolig vigtigt at få slået fast i dag, at det er det, statsministeren går ind for, for jeg tror, at vi er mange, det er vi i hvert fald i Socialdemokratiet, der er stærkt optaget af at vinde freden i stedet for kun at se på, hvordan krigen skal startes.

Kl. 14.10

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Jo, men jeg deler hr. Jeppe Kofods synspunkter og analyse og vil så bare føje til, at somme tider må man, for at vinde freden og sikre freden, også vise, at man i yderste fald har viljen til at bruge krigen for at få freden, for det er den bedste måde at afskrække tyranner som Saddam Hussein fra at begå overgreb mod det internationale samfund.
Jeg synes, det er vigtigt hele tiden at holde fast i, at vi alle ønsker freden, vi ønsker at undgå krigen, og jeg håber ikke, at nogen her vil beskylde hinanden for at ville ønske krigen. Vi ønsker alle freden, vi vil undgå krigen.
Det er så en diskussion om, hvordan vi bedst sikrer afvæbning af Saddam Hussein på en fredelig måde, uden krig, og der tror jeg altså på, at dér når man længst ved, at det internationale samfund viser beslutsomhed uden sprækker for derved at vise Saddam Hussein, at han skal rette sig efter det, FN har besluttet.

Hermed sluttede spørgsmålet.