Om implementering af Europarådets resolution om universelt
Spm. nr. S 1250
Til økonomi- og erhvervsministeren (3/1 03) af:
René Skau Björnsson (S):
»Vil ministeren som regeringens ansvarlige for koordinering af tværgående handicapspørgsmål undersøge og oplyse, hvilke konkrete overvejelser og aktiviteter Europarådets resolution fra 15. februar 2001 om universelt design har ført med sig i Danmark inden for de enkelte ministeriers ressortområder siden resolutionens vedtagelse, og hvilke overvejelser og aktiviteter forventes i nærmeste fremtid?«
Begrundelse
Der er ingen tvivl om, at for mennesker med handicap er det måden, hvorpå vi indretter vores samfund, som medfører de største begrænsninger for at opnå et liv med samme muligheder som andre. Det er afgørende for de selvstændige udfoldelsesmuligheder for mennesker med handicap, hvordan vi indretter vores bygninger, transportsystemer, veje, naturparker, kommunikationssystemer, fødevare- og medicinemballage m.v. Det er nødvendigt fra start til slut at fokusere på designets betydning for alle menneskers muligheder for at bruge slutproduktet.
Det er afgørende, at vi ser sammenhængen imellem de sektorer, som indretter vort samfund.
Det er en forudsætning, at vi uddanner os på alle niveauer i f.eks. byggebranchen, så vi kan forebygge design, som ikke kan bruges af alle, og som skal laves om.
Derfor er implementering af Europarådets resolution (Resolution ResAP(2001)1 on the introduction of the principles of universal design into the curricula of all occupations working on the built environment) yderst vigtig.
Svar (9/1 03)
Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Spørgsmålet omhandler initiativer indenfor samtlige ministeriers ressortområder, og jeg har derfor rettet henvendelse til de øvrige ministerier for at få undersøgt, hvilke aktiviteter og overvejelser Europarådets resolution fra 15. februar 2001 har medført indenfor de enkelte ministerområder, hvorefter jeg vil vende tilbage med den endelige besvarelse af spørgsmålet.