Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Zimbabwes udenrigsminister kan deltage, når udenrigsministre fra EU og SADC mødes i København.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 148

Til udenrigsministeren (7/10 02) af:

Jeppe Kofod

(S):

»Har udenrigsministeren til hensigt at tillade Zimbabwes udenrigsministers deltagelse, når udenrigsministre fra EU og SADC landene mødes i København i november?«

Svar (17/10 02)

Udenrigsministeren

(Per Stig Møller):

Zimbabwes deltagelse i det planlagte EU-SADC udenrigsministermøde i København den 7. og 8. november 2002 er et spørgsmål for den samlede EU-kreds og bestemmes ikke alene af den danske udenrigsminister.

I lyset af den negative politiske udvikling i Zimbabwe besluttede EU i februar i år at indføre visumrestriktioner over for Zimbabwes magtelite, herunder udenrigsminister Stan Mudenge. EU-kredsen er, på grund af den forværrede situation i Zimbabwe, tilbageholdende med at benytte sig af undtagelsesbestemmelserne i sanktionsforordningen med henblik på at give den zimbabwiske udenrigsminister indrejse i Danmark.

I EU arbejdes der for at finde en løsning for afholdelse af mødet. Der er enighed om, at dialogen med SADC er vigtig, men samtidig erkendes det, at den fortsatte forværring af situationen i Zimbabwe samt Mugabes hårdkogte retorik over for Vesten påvirker forholdet mellem EU og SADC.