Om politistyrker, der er samlet i hovedstadsområdet i forbindelse med EU-topmødet, kan finkæmme bydele for at efterspore personer uden opholdstilladelse.
Spm. nr. S 2679
Til justitsministeren (10/7 02) af:
(DF):»Vil ministeren tage initiativ til at de store politistyrker, der er samlet i og omkring København i 2. halvår af 2002 i forbindelse med EU-topmødet, i ledige perioder anvendes til at finkæmme bydele i hovedstadsområdet, hvor man må kunne formode at finde personer, der ikke har lovligt opholdsgrundlag i Danmark?«
Begrundelse
Forlydender vil vide, at der lever ganske mange personer i Danmark på ulovligt grundlag. Som oftest er der tale om afviste asylansøgere, der af myndighederne formodes udrejst, men hvor en ikke ubetydelig andel alligevel ikke er udrejst og fortsat lever i Danmark. Hertil kommer illegale flygtninge, der pga. de åbne grænser i Schengen har forholdsvis friere adgang over grænsen end tidligere. Disse kan enten leve af andres nåde eller lever i en kriminel økonomi.
Formanden for Indsam, Mohamed Gelle, oplyste den 9. juli 2002 i Radioavisen kl. 12.00, at han er vidende om, at mange afviste somaliske asylansøgere lever under jorden i Danmark og at årsagen indlysende er, at de på den måde modsætter sig udvisning.
Det forlyder, at en betydelig del af de udviste somaliere opholder sig i bydelen »Lille Somalia«, Nørrebro, København, ligesom andre afviste asylansøgere tillige opholder sig i bydelen. Finkæmmende aktioner må tillige rette sig mod andre ghettolignende bydele og boligblokke.
Spørgeren er af den opfattelse, at politiet med fordel kan udnytte de store politistyrker, der alligevel er samlet i hovedstadsområdet i forbindelse med topmødet til at afholde nogle finkæmmende aktioner i om omkring byområder, hvor man må kunne formode at finde personer, der ikke har lovligt opholdsgrundlag i Danmark.
Svar (19/7 02)
Justitsministeren
(Brian Mikkelsen, fg.):Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Rigspolitichefen og Politidirektøren i København om en udtalelse.
Når disse udtalelser foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.