Om forbrugernes rettigheder til privatkopiering efter implementering af EF-direktiv.
Spm. nr. S 2560
Til kulturministeren (25/6 02) af:
(RV):»Hvorledes vil ministeren sikre forbrugernes rettigheder til privatkopiering, når EU-direktivet om ophavsret i informationssamfundet skal implementeres i dansk lovgivning til efteråret, jf. anbefalingerne fra Teknologirådets Arbejdsgruppe om Digital Ophavsret?«
Svar (4/7 02)
Kulturministeren
(Lene Espersen, fg.):EU-direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (infosoc-direktivet) skal være gennemført i dansk ret inden den 22. december 2002.
Den 14. juni 2002 sendte Kulturministeriet et departementalt lovudkast om ændring af ophavsretsloven i høring med frist den 2. september 2002. Lovudkastet har navnlig til formål at implementere infosoc-direktivet.
Lovudkastet indeholder bl.a. et forbud mod omgåelse af tekniske foranstaltninger og en bestemmelse om forholdet mellem dette forbud og ophavsretslovens undtagelsesbestemmelser.
Et af hovedhensynene bag ophavsretsloven er skabelsen af et afbalanceret forhold mellem rettighedshavere og brugere. Regeringen har endnu ikke taget endelig stilling til, hvordan denne balance skal sikres i relation til de tekniske foranstaltninger. Når Kulturministeriet har modtaget høringssvarene, vil der blive taget endelig politisk stilling til spørgsmålet.