Om dansk krav om visum for britiske statsborgere fra Hong Kong.
Spm. nr. S 2448
Til integrationsministeren (12/6 02) af:
(SF):»Er det rigtigt, at mennesker, der bærer »British National Overseas« statsborgerskab, skal have visum for at komme ind i Danmark/Schengen, og såfremt svaret er bekræftende, hvad er så begrundelsen for, at disse statsborgere (der kommer fra Hong Kong) skal have visum, mens personer, der er indehavere af pas udstedt af Hong Kong Special Administrative Region, ikke skal have visum, og vil ministeren endelig, såfremt der ikke er en saglig begrundelse, så i givet fald forsøge at ændre Schengenreglerne, således at mennesker, der bærer »British National Overseas« statsborgerskab, kan komme ind i Danmark uden visum?«
Svar (18/6 02)
Integrationsministeren
(Bertel Haarder):Jeg kan til orientering oplyse, at Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration ved brev af 12. juni 2002 har orienteret Den britiske Ambassade i København, Udlændingestyrelsen, Rigspolitichefen, Afdeling E, samt Udenrigsministeriet om, at ministeriet med virkning fra kl. 00.00 den 1. juli 2002 har ophævet visumpligten over for personer bosiddende i Hong Kong, der er indehavere af British National Overseas pas (BN(O)-pas).
Indehavere af BN(O)-pas vil således pr. 1. juli 2002, ligesom indehavere af pas udstedt af Hong Kong Special Administrative Region (HKSAR-pas), være visumfri ved indrejse og ophold her i landet i indtil tre måneder fra indrejsen.