Hjælpemenu

Hovedmenu

Om at arbejde for, at Europa-Parlamentet får medindflydelse på landbrugsområdet.

Besvaret §20-spørgsmål

Spm. nr. S 2402

Til statsministeren (7/6 02) af:

Ritt Bjerregaard

(S):

»Agter statsministeren, da der som bekendt er indført flertalsafgørelse i Rådet på landbrugsområdet uden, at Parlamentet har fået medbestemmelse - i forbindelse med sine bemærkninger om at ville styrke de demokratiske led i EU under det danske formandskab - at arbejde for, at Parlamentet får en sådan medindflydelse?«

Svar (18/6 02)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Regeringen ønsker størst mulig åbenhed og demokratisk kontrol i EU. I den forbindelse indtager Europa-Parlamentet en central rolle. Det fremgår af regeringsgrundlaget og Folketingets vedtagelse (F.4) af 30. januar 2002.

Det skal i Konventet om EU's fremtid og videre frem mod den næste regeringskonference i 2004 bl.a. overvejes, om der findes områder, hvor Europa-Parlamentets indflydelse skal styrkes. Regeringen går åbent og konstruktivt ind i disse drøftelser. Regeringen finder det i den forbindelse naturligt, at man bl.a. undersøger mulighederne for en øget anvendelse af proceduren om fælles beslutningstagen, herunder på landbrugsområdet.

Under det danske EU-formandskab vil regeringen på landbrugsområdet søge at styrke den demokratiske legitimitet ved i videst muligt omfang at sikre Europa-Parlamentets medindflydelse og et tæt samspil mellem Europa-Parlamentet og Rådet (landbrug). Dette vil bl.a. ske ved, at Kommissionens rapport om midtvejsevaluering af den fælles landbrugspolitik sendes i høring i Europa-Parlamentet, og ved at fødevareministeren umiddelbart efter formandskabets begyndel se mødes med Parlamentets Landbrugsudvalg, Fiskeriudvalg samt Miljø- og Sundhedsudvalg med henblik på at præsentere formandskabsprogrammet.